











Manchester City og Sevilla skulle onsdag aften afgøre hvem, som er det bedste hold i Europa.
Det skete i Grækenland, hvor et pakket Georgios Karaiskakis Stadium dannede rammer om aftenens opgør.
Her havde Manchester City nyindkøbet Josko Gvardiol med fra start, hvor også Mateo Kovacic og Erling Haaland havde sneget sig med.
Sevilla derimod havde en rutineret skare af Ivan Rakitic, Jesus Navas og Erik Lamela med fra start, mens Thomas Delaney slet ikke var med i truppen.
Ikke overraskende var det Manchester City, der kom bedst fra start.
Allerede efter syv minutter var Nathan Ake tæt på at gøre det til 1-0 til engelske mandskab, da han havde sneget sig med frem i et angreb.
Et indlæg lå helt perfekt til hollænderen, som sendte en kompetent afslutning mod mål. Og havde det ikke været for en formidabel Bono-redning, så havde den stået 1-0.
Bono i Sevilla-målet fortsatte de gode takter efter et kvarters spil, da Jack Grealish modtog bolden på Citys venstre kant.
Artiklen fortsætter efter billedet

Efter et par fikse træk tog Grealish et træk ind i banen og sendte en hård afslutning mod mål, men her var Bono atter vågen og parrerede til hjørnespark.
Bedst som Manchester City havde sat sig tungt på kampen, var det Sevilla der tog det første stik.
I det 24. minut overraskede et halvkikset Bono-målspark City-presset, og så kunne Sevilla sætte i fart.
Bolden havnede for fødderne af Marcos Acuna på den venstre side, og han smækkede et millimeter præcist indlæg i boksen.
Her kom Youssef En-Nesyri farende, og han sprang i vejret som var han fødevarepriserne i 2022.
Mellem Ake og Gvardiol dukkede En-Nesyri op, og så kunne han stange Sevilla i front.
Herefter havde City svært ved at fastholde tempoet, men kort før pausen var de tæt på en udligning.
Først skulle Bono ud i en fodparade, men City fastholdt presset, og bolden havnede for fødderne af Grealish.
Englænderen smækkede et giftigt indlæg i boksen, men Cole Palmer på den bagerste stang kunne lige akkurat ikke nå frem.
En-Nesyri-chancer, City-udligning og straffesparkskonkurrence
Det var formentligt en overrasket Pep Guardiola, der gik til pause nede 0-1.
Spanieren var dog knap kommet ud til anden halvleg, før hans mandskab var tæt på at være nede med to.
Her var det endnu en gang En-Nesyri, der kom tæt på, da han pludselig fandt sig selv alene med Ederson efter et fladt indlæg.
Marokkanerens afslutning sad dog lige på Ederson, som reddede City-mandskabet.
Efter en times spil kom udligning for City.
Rodri modtog bolden på en vinkel, og smækkede et indlæg mod den bagerste stang.
Indlægget blev for langt til Erling Haaland, der som altid var på spil i modstanderens felt.
Men bolden lå perfekt til unge Cole Palmer, der pandede udligningen i hus.
1-1 på måltavlen, men kort efter var det endnu en gang En-Nesyri, som spøgte i City-forsvaret.
Ligesom tidligere i halvlegen så var En-Nesyri atter alene igennem med Ederson efter et mindre koks i Manchester-forsvaret.
Ederson reddede dog kastanjerne ud af ilden, og stillingen forblev 1-1.
Palmer havde også fået blod på tanden efter målet, og i det 68. minut var den unge englænder tæt på at score igen.
Han modtog nemlig bolden på kanten af feltet, hvorefter han med en fiks skudfinte vinkede farvel til en Sevilla-stopper.
Palmer sparkede herefter mod det lange hjørne, men Bono var vågen og reddede skuddet.
Det var et træt Sevilla-mandskab, som nu bare skulle afværge, da kampen ved uafgjort ved slutfløjt vil gå direkte i straffesparkskonkurrence.
Erling Haaland havde været anonym i store dele af kampen, men i det 78. minut kom nordmanden tæt på, men heroisk Sevilla-forsvarsspil afværgede den store angribers afslutning.
Herefter havde begge hold en periode med et vedvarende pres på modstanderens mål, hvor især Nathan Akes hovedstød lige akkurat sneg sig over Bonos overligger.
Ingen af holdene formåede dog at finde det forløsende mål, og dermed skulle de to hold i straffesparkskonkurrence for at afgøre hvem, der er Europas bedste hold.
Erling Haaland skulle tage sig af det første spark, og her sendte nordmanden Bono til den ene side, og bolden i den anden.
Ocampos skulle tage sig af det første Sevilla-spark, og ligesom Haaland sendte han målmanden til den ene side og bolden til den anden.
Herefter scorede Julian Alvarez, Mateo Kovacic og Jack Grealish for City, mens Rafa Mir, Ivan Rakitic og Montiel klarede den for Sevilla.
Kyle Walker skulle stå for det femte forsøg, og her var Bono tæt på at nappe sparket, men bolden sneg sig uden marokkaneren.
Nemanja Gudelj skulle tage sig af ansvaret for det femte spark for Sevilla, men han bragede bolden på overliggeren, og så kunne Manchester City kalde sig for UEFA Super Cup-vindere.

Manchester City
Sevilla
UEFA Supercup










