




Det var et skadesramt Göteborg-hold, som fredag tørnede sammen med Silkeborg til Atlantic Cup i Algarve, Portugal.
Jens Berthel Askous tropper måtte af den grund blandt andet undvære Arbnor Mucolli og Laurs Skjellerup, men til gengæld var der andre danskere i svenskernes startopstilling i form af Thomas Santos og Sebastian Hausner.
Silkeborg stillede op i noget nær idealopstillingen, selvom holdet var uden Alexander Lind, der var ude af truppen med en brækket hånd.
Allerede efter 10 minutter kunne Silkeborg bringe sig foran med 1-0, da Tonni Adamsen fik prikket bolden i nettet efter et hjørnespark.
Efter 32 minutter var den føring fordoblet. 2-0-målet stod Kasper Kusk for, da han headede en returbold i nettet, som Göteborgs målmand Pontus Dahlberg sendte ud i feltet efter en redning.
Den stilling holdt helt ind til pausen, og silkeborggenserne kunne velfortjent gå til pause med en 2-0-føring.
Artiklen fortsætter efter billedet

I anden halvleg kom Göteborg bedre ud, og der var blot spillet syv minutter, da 19-årige Abundance Salaou kunne reducere til 1-2 på et flot langskudsmål uden chance for Nicolai Larsen i SIF-målet, der fortjener et gensyn.
Men lykken varede kort for svenskerne. Minuttet efter begik Göteborg-målmand Pontus Dahlberg straffe, da han tog benene på Tonni Adamsen.
Straffesparket omsatte Tonni Adamsen selv med den største sikkerhed, og så stod der 3-1 til Silkeborg.
34-årige Emil Salomonsson fik reduceret til 2-3 efter 71 minutter, da den rutinerede svensker efter en bold i dybden, prikkede den forbi Nicolai Larsen i SIF-målet, hvor Silkeborg-defensiven ikke får topkarakterer for indsatsen.
Det lod en vred Larsen dem også forstå.
Efter 86 minutter var Göteborg tæt på en at udligne, men en fiks fodparade fra Nicolai Larsen var stærkt medvirkende til, at Silkeborg otte minutter senere kunne sikre sig en 3-2-sejr og tre point i deres Atlantic Cup-gruppe.
Foruden Göteborg skal Silkeborg i de næste kampe møde færøske Kí Klaksvik og svenske Elfsborg.
Alle kampene kan ses på Bold+ med danske kommentatorer.

Silkeborg IF
IFK Göteborg
The Atlantic Cup









