Vejle Boldklub var undertippet inden udekampen mod Randers FC.
Arbejdsbetingelserne blev dog ikke lettere, da dommer, Morten Krogh efter få minutter fik en besked i øret. Han skulle ud at kigge på et muligt straffespark for hånd på bolden.
Randers-spilleren, Tammer Bany, havde sendt en afslutning afsted, som Oliver Provstgaard prøvede at blokere i en glidende tackling. Det lykkedes, troede de fleste – Tammer Bany mente dog, at bolden ramte armen, og han fik ret.
Bolden blev skudt op på forsvarsspillerens arm.
Vejle-spillerne stod uforstående tilbage. Deres anfører, Oliver Provstgaard, tog da også kontakt til manden med fløjten i halvlegen, som ikke ligefrem gav et klart svar. Det fortæller han til Bold.
- Jeg snakker med dommeren i pausen, og han siger til mig, at det ikke er ham, der har lavet reglerne, så det må man jo tolke, som det er.
Artiklen fortsætter efter billedet

Bolden kom desuden fra kort afstand, og i selve handlingen, hvor tacklingen udføres, er det svært at forestille sig, at man kan have armen helt ind til kroppen. Alligevel blev straffesparket dømt, hvilket skaber endnu mere tvivl om, hvornår der skal dømmes for hands, og hvornår der ikke skal.
Bliver du forvirret over hands-reglerne nogle gange?
- Om jeg bliver forvirret? Det gør jeg ikke, for jeg har aldrig sat mig ind i dem, og der er vist ikke nogen, der forstår dem udover nogle enkelte, så jeg tror egentlig bare vi skal videre.
- Næste gang så rammer den i mit bryst og ikke på min arm, og så må vi jo tage den derfra.
Til Vejle-profilens held blev straffesparket taget af Igor Vekic. Randers FC væltede dog i chancer og kunne tage en sikker sejr på 2-0 efter en tam indsats fra udeholdet. Provstgaard sætter ord på problemerne.
- Ja, der var mange. Vi var meget sårbare over for boldtab, og de gik hurtigt på os, når vi mister bolden.
- Randers var da helt sikkert overlegne i hele kampen, men vi var også alt for dårlige.

Vejle Boldklub
Randers FC
3F Superliga











