Den 13. oktober 2022 spillede FC Midtjylland og Feyenoord 2-2 på De Kuip i Rotterdam.
Udover spændingen vil kampen mellem de to klubber især huskes for en episode, der udspillede sig mellem Gustav Isaksen og Marcos Lopez.
Den danske kantspiller jagtede bolden, men en dengang 21-årig Isaksen fik aldrig taget en berøring. Lopez, der dengang spillede for Feyenoord, vippede den op over Isaksens hoved.
Vel at mærke med hånden.
Det satte selvsagt frustrationerne i gang hos Isaksen, der sammen med resten af FCM-mandskabet jagtede avancement i Europa League.
Artiklen fortsætter efter billedet

Efter opgøret lagde Midtjylland en seks sekunder lang video af episoden på det sociale medie TikTok. Her blev klippet afspillet tæt på 112 millioner gange og fik over seks millioner likes.
Derfor synes Isaksen, det var sjovt, da han i august så, at FC København havde tilknyttet netop Marcos Lopez.
- Jeg har bidt mærke i, han nu spiller i FCK. Da jeg så et billede af, at FCK havde hentet en spiller, var jeg med det samme klar over, det var ham fra Feyenoord.
- Det var sjovt, at videoen blev så delt så meget på de sociale medier. Jeg tror, at jeg ender med at få gult kort eller få en henstilling, fordi jeg brokker mig.
- Dommeren så vist ikke, hvad der skete, for der blev ikke dømt frispark, siger Gustav Isaksen med et smil på læben her lidt over to år senere.
Fredag aften skal Isaksen i aktion med det danske landshold i Parken, når Spanien kommer på besøg. Slovenske Rade Obrenovic passer fløjten - præcis som det var tilfældet på De Kuip for to år siden, da FCM var på besøg.
Kampen mellem FCM og Feyenoord endte 2-2. Midtjydernes mål blev sat ind af Erik Sviatchenko og Emiliano Martinez. Ulvene endte med at gå videre på andenpladsen i en vild Europa League-gruppe, hvor alle fire hold sluttede med otte point.
Et af de hold var Lazio, hvor Isaksen nu spiller.
Lopez er for nuværende på lån i FC København, som har fået en købsoption med på den 24-årige peruvianer.

FC Midtjylland
FC København
3F Superliga









