Der var voldsomt vigtige point på spil for både Randers og Viborg onsdag aften.
En hjemmesejr på Cepheus Park ville sende Randers forbi Viborg og op på syvendepladsen i 3F Superligaen.
Omvendt ville Viborg tage stor afstand til netop Randers, hvis gæsterne hev sejren hjem.
Men det var ikke rigtig til at se, at Viborg havde meget på spil i starten af opgøret.
Foruden et tip fra Viborgs Serginho, dominerede Randers totalt.
Det første forsøg faldt efter 12 minutter, hvor Abdul Malik Abubakari, der fik sin første startplads, klappede til bolden, men Randers-keeper Carlgren reddede nemt forsøget.
Artiklen fortsætter efter billedet

Det var hjemmeholdet, der fortsatte med at være i teten – dog uden for alvor at blive farlige. Generelt var opgøret præget af mange dueller og rodet spil.
Først i det 34. minut kom hjemmeholdet tæt på med deres hidtil bedste forsøg.
Det var Coulibaly, der inde i feltet trykkede af, men forsøget røg tæt forbi det lange hjørne.
Viborg slap med skrækken. Men kun for en kort stund.
For i minuttet senere gjorde Randers-topscorer Mohammed Fuseini det onde ved viborgenserne.
Venstrekanten lavede en tunnel på Viborgs midtbanespiller Jeppe Grønning, inden han tog nogle træk og fra en position tre meter udenfor feltet klappede bolden ind tæt op ad den nærmeste stolpe.
Drømmekasse af Fuseini – der gjorde forskellen i første halvleg
Rodet
Anden halvleg startede ikke just sindsoprivende.
Mest opsigtsvækkende i tidlige minutter af anden halvleg var, at Randers’ Björkengren sparkede hjørneflaget i stykker, så spillet kortvarigt måtte stoppes, indtil et nyt flag var på plads.
Herefter fulgte flere hårde dueller, der førte til en række gule kort.
Et af dem gik til Coulibaly, der puffede Viborgs anfører Jeppe Grønning i ansigtet efter en duel.
Det hårde spil blev afløst af flere rodede aktioner, og først med ti minutter igen af opgøret fik gæsterne sat et pres ind.
Og så kom chancen, gæsterne havde ventet på.
Nærmest ud af det blå blev et indlæg sendt ind i panden på indskiftede Anosike Ementa, der sendte kuglen på stolpen.
Returbolden endte ved Jean Manuel Mbom, der også sendte bolden på stolpen - tyskeren var dog offside.
Nu var det Randers' tur til at slippe med skrækken.
Gæsterne fortsatte herefter presset, hvor de gentagne gange forsøgte at finde Ementa.
Men det blev kun til lige ved og næsten for Viborg, og dermed endte Randers med at vinde opgøret 1-0.
Resultatet betyder, at Randers nu indtager Superligaens syvendeplads med 38 point, mens Viborg ligger nummer otte med 37 point.
Begge klubber har to kampe tilbage i denne Superliga-sæson.

Randers FC
Viborg FF
3F Superliga











