





Charly Nouck har et ømt punkt for Odense Boldklub.
For selvom den talentfulde, nu Viborg-spiller, spiller fremragende i øjeblikket for sin nye klub, så følger han stadig tæt med i OB’s kampe.
- Jeg følger med i kampene.
- Jeg har været på stadion og set dem både på udebane og på hjemmebane. Jeg støtter dem så meget, som jeg kan, fortalte Charly Nouck til Bold og resten af den skrevne presse efter Viborgs sejr over Sønderjyske.
Charly Nouck spiller ikke længere for ”de stribede” fra Fyn. Holdet, der sensationelt rykkede ned fra 3F Superligaen sidste sæson, kunne ikke tilbyde det, Charly Nouck ville have.
Artiklen fortsætter efter billedet

Spilletid i Danmarks bedste fodboldrække.
- OB var ikke det sted, som ville få mig videre.
Den tidligere OB-spiller kom for alvor i fokus i Viborgs 4-2 sejr over Sønderjyske.
Her kom han ind i anden halvleg og gjorde den afgørende forskel for Viborg med et flot mål og et vundet straffespark.
Det perfekte sted
Cheftræner for Viborg, Jakob Poulsen, er efter Serginhos længere skade for alvor ved at få øjnene op for Charly Nouck.
Jakob Vester var at foretrække i starten af sæsonen, men nu virker det til, at Charly Nouck har overhalet ham indenom. Især efter søndagens flotte præstation.
Derfor var det langtfra blot en nostalgisk og længselsfuld Nouck, der talte med Bold efter kampen mod Sønderjyske. Tværtimod var han begejstret for sin nye klub.
- Det er en helt fantastisk trup at være i. Alle kan med alle.
- Det er det perfekte sted for mig at være, fortalte den lykkelige, målscorende Charly Nouck til Bold og resten af den skrevne presse efter kampen.
Der er altså ingen tvivl om, at den blot 20-årige odenseaner har lagt kærligheden til sin gamle klub på hylden og fokuserer nu udelukkende på Viborg.
På trods af det bliver det alligevel til et lille nostalgisk gensyn for Charly Nouck og Isak Jensen, som også scorede i Sønderjyske-opgøret, når Viborg møder de to stjerneskuds barndomsklub Næsby torsdag d. 31. oktober i pokalturneringen.

Sønderjyske
Viborg FF
3F Superliga










