Rygtetid er Bolds transferrygte-univers, hvor vi ser nærmere på de mange løse rygter om spiller- og trænerskifter i Danmark og udlandet.
Intet er endeligt her, men vi vil forsøge at gøre dig lidt klogere på de enkelte rygter.
Liverpool lurer på Real Madrid-franskmand
Aurelien Tchouameni har været i Real Madrid siden 2022.
Franskmanden har været mere eller mindre fast mand lige siden, men alligevel håber Liverpool på at hente ham.
Det skriver TEAMtalk.
Arne Slot og co. har fået en fremragende start på sæsonen, og derfor vil de angiveligt gerne forstærke holdet til januar.
Det bliver dog næppe billigt.
Mediet melder om en pris på 100 millioner pund. Det svarer til omkring 890 millioner kroner.
Det vil samtidig kræve, at Real Madrid får en erstatning ind.
Artiklen fortsætter efter billedet

Den 24-årige midtbanespiller har kontrakt til sommeren 2028.
Amorim har udset sig Diomande til United
Ruben Amorim blev fredag bekræftet som ny manager i Manchester United.
Portugiseren har allerede sit første United-indkøb, og der er tale om en kending for Amorim.
Portugiseren vil nemlig have fingrene i den tidligere FC Midtjylland-spiller Ousmane Diomande til at styre tremands-forsvaret på Old Trafford.
Det skriver den engelske tabloidavis The Sun, hvilket gør, at rygtet nok skal tages med et gran salt.
Efter en sæson i Mafra solgte midtjyderne i januar sidste år Diomande til Sporting for et beløb, som menes at ligge tæt på 100 millioner kroner.
Sportings krav lyder ifølge The Sun på over 600 millioner kroner, hvis de skal slippe 20-årige Diomande.
United har fortalt monsterdyrt flop at han kan skifte
Det er snart to og et halvt år siden, at Manchester United hentede Antony i Ajax.
Den brasilianske kantspiller var bestemt ikke en billig herre.
United brugte angiveligt omkring 750 millioner kroner på Antony, som endnu ikke har fundet melodien i det engelske.
Og nu er han måske snart fortid i klubben.
I hvert fald skriver talkSPORT, at han allerede har fået at vide af klubben, at han gerne må skifte væk under vinterens transfervindue.
Tiden må vise, om det rygte taler sandt. Brasilianeren har kontrakt til sommeren 2027.
Antony har blot spillet 155 minutter i denne sæson. Alt har han spillet 87 kampe og scoret 12 mål.
Sidste uges rygter:
Tottenham overvejer Skov Olsen
I sommer forsøgte Feyenoord at hente Andreas Skov Olsen.
Det kan dog ende med, at den danske landsholdsspiller ender på en højere hylde.
I hvert fald skriver GIVEMESPORT, at kantspilleren er på radaren i Tottenham igen.
Klubbens træner skulle være interesseret i en ny kantspiller, og i den forbindelse bliver Skov Olsen nævnt.
Danskerens prisskilt skulle ligge på mere end 20 millioner euro, skriver mediet.
Tidligere har AC Milan blandt andre også været nævnt som en bejler.
De Bruyne forhandler med FCN's søsterklub
Marcus Ingvartsen og Jeppe Tverskov skal på eventyr i USA, hvor duoen fra vinter kommer til at tørne ud for FC Nordsjællands søsterklub San Diego FC.
Og her kan de to danskere måske se frem til yderst prominent selskab.
Ifølge GIVEMESPORT forhandler amerikanerne nemlig med Kevin De Bruyne om en aftale.
Mediet skriver dog på samme tid, at forhandlingerne skulle være i sin spæde start, hvorfor det langt er sikkert, at det ender med en aftale.
Den belgiske verdensstjerne har kontraktudløb med Manchester City til sommer og har tidligere været meldt på blokken i Saudi-Arabien.
Den engelske storklub skulle dog stadig være yderst opsat på at beholde den 33-årige midtbanespiller, lyder det.
Marseille lurer på Marcus Rashford
Marseille har fået et godt øje til engelske spillere.
I sommerens transfervindue hentede franskmændene Mason Greenwood og Jonathan Rowe til klubben, og de to kan måske se frem til endnu en landsmand i omklædningsrummet.
I hvert fald skriver TEAMtalk, at Marseille har kastet sig ind i kampen om Marcus Rashford, som har haft svært ved at finde tilbage til fordums styrke i Manchester United.
Den sydfranske klub er dog ikke alene om at beundre den 26-årige kantspiller.
Ifølge mediet holder Bayern München og PSG nemlig også øje med Rashford, som i skrivende stund står noteret for 414 optrædener i den røde trøje.
Han har kontrakt i den engelske storklub frem til sommeren 2028.
Saudi-klub lurer på Walker
Kyle Walker kan snart være fortid i Manchester City.
I hvert fald beretter The Daily Mail, at den engelske back har en beundrer i Saudi-Arabien.
Konkret er der tale om Al Ahli, som vil forsøge at købe Walker for 20 millioner pund.
Det svarer til knap 180 millioner kroner.
Ifølge mediet er Manchester City klar til at lytte til et eventuel bud til sommer.

Liverpool
Manchester United
Sporting CP
Real Madrid
Premier League








