Endelig er skiftet i hus.
Jens-Lys Cajuste bytter Napoli ud med Ipswich Town, der netop er rykket op i Premier League.
Den tidligere FC Midtjylland-spiller er spændt på sin nye tilværelse.
- Det føles fantastisk, og jeg er glad for at være her, siger Cajuste til Ipswich’ hjemmeside.
- Det tog lidt tid med forhandlingerne, men endelig er jeg her, og jeg er meget spændt.
- Jeg har haft gode samtaler med træneren, og dette føles som et virkelig spændende projekt. Det er en ambitiøs klub og et hold, der er i fremgang.
Ipswich åbnede deres første Premier League-sæson siden 2001/2002 i weekenden, hvor Liverpool var for stærk en modstander og vandt med 2-0.
Cajuste har længere været rygtet til oprykkerne, og nu er svenskeren endelig på plads.
Det glæder også hans nye cheftræner Kieren McKenna.
- Han giver os en anderledes profil på midtbanen og er stærk på sin position, siger McKenna ligeledes til Ipswich’ hjemmeside.
- Jens har en masse erfaring i nogle af de største ligaer i Europa og i international fodbold. Han bringer stor fysisk styrke og teknisk kvalitet til holdet, og han er meget dedikeret og professionel.
Den 25-årige svensker spillede for FC Midtjylland fra 2018 til 2022, hvor han optrådte 79 gange for klubben.
I Napoli har han indtil videre nået 35 styk.
Cajustes lejeaftale i Ipswich gælder hele den nuværende sæson.

Ipswich
Napoli
Premier League









