I Nordlondon er der to klubber, der byder sig til i denne sæson, hvor Arsenal er en force i mesterskabskampen, mens Tottenham har meldt sig som seriøse bejlere til en plads i top-4.
Notorisk kendte for deres svingende resultater gik Spurs ind til kampen mod Wolves lørdag eftermiddag med to sejre og to uafgjorte fra de forgangne fire kampe i jagten på en sejr.
Første halvleg mellem de to mandskaber bød på et overtag i chancer til udebaneholdet, mens værterne slet ikke havde nogle skud indenfor rammen.
Bedst som det lignede en målløs halvleg kom Joao Gomes øverst på et hjørnespark fra Pablo Sarabia, og så stod der 1-0 til gæsterne kort før pausen.
Det mål fik Dejan Kulusevski udlignet bare 30 sekunder inde i anden halvleg, da han lidt tilfældigt fik raget bolden til sig i momentum i feltet og afsluttede med at lægge bolden mellem benene på José Sa.
Artiklen fortsætter efter billedet

Begge hold havde igen chancer for at bringe sig i front, hvor Sarabia testede Guglielmo Vicario, mens Sa havde held med at afværge et Kulusevski-forsøg efter en time.
Det var dog Wolves, som trak det længste strå med en vaskeægte kontra-masterclass få minutter senere.
Et Tottenham-hjørnespark blev rigtig dyrt for hjemmeholdet, da der blev slået en hurtig omstilling, som Pedro Neto slog ind i fødderne på tomålsskytten Joao Gomes.
Dermed stod der 2-1 til Wolves, og Spurs skulle finde noget til slut.
Ben Davies blev da også foræret en kæmpechance i det sidste overtidsminut, men waliseren fik slet ikke træf på sit hovedstød, og den store chance løb ud i sandet.
Det sluttede derfor højst uventet med 2-1 til Wolves, hvilket betyder, at Tottenham opgiver deres fjerdeplads til Aston Villa.

Tottenham
Wolverhampton
Premier League










