Søndag var der Premier League brag mellem oprykkerne fra Burnley og Aston Villa, som i midtugen vendte tilbage til europæisk fodbold med en overbevisende 5-0-sejr over Hibernian i Edinburgh.
Unai Emerys tropper var opsat på at bygge ovenpå de to seneste kampe, som havde kastet ni mål af sig, mens Burnley skulle i aktion for blot anden gang, da deres opgør mod Luton i sidste weekend blev udskudt.
Villa havde Robin Olsen mellem stængerne, og de kom bedst fra start. Der var bare spillet syv minutter, før kuglen lå i kassen bag James Trafford.
Det var The Villans polske højre wingback Matty Cash, som kunne gøre arbejdet færdigt efter en overbevisende Ollie Watkins solotur, hvor angriberen trods et lidt langt træk i feltet fik prikket den over til en fremstormende Cash.
Hverken Villa eller Cash var dog færdige med at demonstrere mod hjemmeholdet på Turf Moor, og forsvarsspilleren kunne efter 20 minutters spil gøre det til 2-0 for gæsterne.
Artiklen fortsætter efter billedet

Denne gang var det nyindkøbet Moussa Diabys glimrende forarbejde på bolden, der gav den offensive back en gylden mulighed i feltet, og her svigtede Cash ikke.
Dermed havde Cash på 20 minutters spil scoret halvdelen af de Premier League-mål, han havde tegnet sig for de to forgangne sæsoner i alt.
I det hele taget var Aston Villa en tand for hurtige for Vincent Kompanys tropper før pausen, som sluttede med 2-0 til gæsterne.
Burnley pustede til håbet
Burnley havde været på hælene i første halvleg, men mindre end 90 sekunder inde i anden halvleg bed The Clarets fra sig.
Islandske Johann Berg Gudmundsson pillede en bold ned og lagde den af til Lyle Foster, som skabte plads til sig selv og hamrede på mål til en forløsende reducering til Burnley.
Det var oprykkernes første af slagsen i Premier League i denne omgang, men glæden havde en stakket frist, og det var Moussa Diabys fortjeneste.
Den tidligere Leverkusen-profil kunne således gøre det til 3-1 efter en times spil, da han blev fundet af Lucas Digne med et hårdt fladt indlæg på kanten af feltet, som fermt blev omsat til en 3-1-føring.
Få minutter senere øgede Villa sågar til 4-1, men Ollie Watkins blev korrekt dømt offside i situationen.
Målet fra Diaby lukkede reelt kampen, og det var tydeligt, at Emerys tropper havde styr på sagerne herfra, hvor det var tættere på flere mål til Aston Villa end et comeback til Burnley.
Garvede Jay Rodriguez havde et par glimrende chancer til sidst, men det blev ikke til mere for hjemmeholdet, og Aston Villa kunne tage hjem til Birmingham med en 3-1-sejr.

Aston Villa
Burnley
Premier League








