179 kampe for Sønderjyske uden mål.
Rasmus Vinderslev har længe gået og ventet på sin første scoring i den lyseblå trøje, og onsdag aften kom den så.
På spektakulær vis bragte kaptajnen nemlig sit mandskab i front i pokalopgøret mod FC København med en helflugter fra distancen - et øjeblik, der fik det hele til at lette på Sydbank Park.
Men hovedpersonen selv havde efterfølgende lidt svært ved at sætte ord på, hvad der præcis skete i situationen.
- Jeg kan snart ikke huske det. Den kommer ud fra kanten af feltet, hvor jeg tager den ned, og så tænker jeg bare, at jeg giver den chancen.
Artiklen fortsætter efter billedet

- Det næste jeg ser er, at det nærmest bare sortner for øjnene, og at der var mål, fortalte Rasmus Vinderslev til den skrevne presse efter 1-2-nederlaget.
Smilet var stort hos både ham selv og holdkammeraterne efter scoringen, og det blev også til en tur ude på sidelinjen, hvor en glad cheftræner stod klar.
- Jeg vidste nærmest ikke, hvor jeg skulle løbe hen, og så ender jeg med at stå og juble med nogen inde på midten af banen, inden Thomas (Nørgaard, red.) så kalder mig ud, og jeg må give ham en high-five.
Det har da heller ikke været helt nemt at være Rasmus Vinderslev, der længe har haft et stort nul stående foran sin måltotal i klubben.
- Jeg synes egentlig, jeg scorer okay med mål til træning, men det er ikke gået så godt med at få den ind i kampene.
- Der er rigtig mange, der har stukket - helt fortjent - til mig, når jeg ikke har scoret.
Men selvom den rutinerede midtbanespiller godt kunne smile en smule over sin første scoring for Sønderjyske, var det alligevel ikke det, der fyldte hos ham.
To FCK-scoringer i anden halvleg betød nemlig, at de lyseblå nu er ude af pokalturneringen.
- Det er svært lige nu. Vi spiller en god kamp igen i dag og gør rigtig mange ting.
- Vi skabte virkelig problemer for FCK, og selvfølgelig er jeg glad for endelig at få scoret, men jeg er utrolig træt af, at vi ikke er gået videre.

FC København
Sønderjyske
Oddset Pokalen












