


Martin Spelmann har prøvet lidt af hvert i sin efterhånden lange karriere.
Turen er i løbet af de seneste 19 år gået forbi Brøndby, AC Horsens, OB, Genclerbirligi, AGF, Strømsgodset, Mjällby og nu Hvidovre, hvor den 37-årige altmuligmand har været at finde siden sommeren 2021.
Og selvom han er ved at nå en alder, hvor de fleste professionelle fodboldspillere for længst har lagt støvlerne på hylden, er det ikke noget, som Spelmann tænker over.
Han vil være med til at skabe endnu et mirakel med resten af Hvidovre-mandskabet, ligesom det var tilfældet, da man rykkede op i 3F Superligaen tilbage i sommeren 2023.
- Lige nu spiller jeg mange kampe, og det er fedt at kunne bidrage og hjælpe holdet. Så længe kroppen har det godt, og humøret og sulten er der, så er alder bare et tal. Men det er ikke det, som jeg har fokus på lige nu (karrierestop, red.).
- Jeg elsker klubben, og jeg elsker de mennesker, som jeg går op og ned ad hver dag. Lige nu har vi et mål, og det er, at vi skal op i den sjove ende, hvor vi ligger nu. Og der skal vi blive, så vi kan spille med om det helt til sidst.
Artiklen fortsætter efter billedet

- Vi skal se, om vi kan lave endnu et mirakel. Det kunne være fedt, fortæller Spelmann til Bold efter onsdagens pokalexit mod Kolding.
Sideprojekt
Det er dog ikke fordi, at den bundrutinerede Hvidovre-spiller ikke har tænkt over fremtiden. Tilbage i foråret fortalte han til Bold, at planen var at tage en træneruddannelse. Og den tager han snart hul på.
- Den starter jeg på den 10. oktober, tror jeg. Så det er et lille sideprojekt, som jeg kommer til at køre.
- Det var noget, som jeg havde mulighed for igennem klubben. De har været så søde og rare at tilbyde den del, så den har jeg grebet med kyshånd, fortæller han.
Martin Spelmann står noteret for over 300 optrædener i den bedste danske række.
Han har kontraktudløb med Hvidovre til sommer.

Hvidovre IF
Kolding IF
Oddset Pokalen









