HB Køge er torsdag aften værter for et pokalopgør mod FC København.
Opgøret spilles på Herfølge Stadion, og det bliver med al sandsynlighed med deltagelse af Mike Jensen.
Den tidligere Brøndby-profil har i de seneste år tørnet ud for HB Køge, og han er klar til torsdagens opgør mod rivalerne fra FCK.
Midtbanespilleren er efterhånden blevet 36 år gammel, men alligevel er han fast mand på HB Køges ellers unge mandskab.
I et interview med Bold kigger Mike Jensen frem mod gensynet med FCK, og her erkender han, at der formentlig ikke er mange flere møder med den evige rival.
- Det ligger lidt i baghovedet. Der er nok ikke så mange tilbage af den slags opgør, og derfor handler det om at nyde det og glæde sig helt vildt. Det bliver en stor oplevelse for mig og vores unge trup, som får mulighed for at teste sig af mod den absolutte top.
- Bentøjet og jeg selv har det godt, men det tager måske lige en dag ekstra at komme sig over en lang kamp. Jeg er med til det hele, men jeg må også af og til dosere kroppen rigtigt. Der er masser ild tilbage.
- Hvis jeg skal kigge frem i tiden, er der nok ikke ret mange af den slags opgør tilbage i min aktive karriere. Selvfølgelig ser jeg frem til det, det er klart.
Fra barnsben har Mike Jensen haft et specielt forhold til FCK, og det har ikke været præget af kærlighed.
Derfor bliver der intet problem med motivationen forud for torsdagens opgør.
- Mit forhold til FCK har altid været, at de er den evige rival. Man har jo sådan et ’fodboldhad’, for det er jo dem, man helst vil slå og tryne. Den sidder stadig i mig fra min ungdomstid og tid i Brøndby.
- Motivationen skal altid komme indefra, men i sådan en kamp får man en masse energi gratis, fordi rammerne er, som de er.
Gigantiske underdogs
HB Køge har fået en rædderlig start på denne sæson med bare et enkelt point i ti kampe i NordicBet Ligaen.
Ifølge Jensen er der ingen tvivl om favoritværdigheden, men alligevel tror han på en god kamp.
- Vi skal gå ind til den her kamp med sænkede skuldre, for ingen forventer noget fra os. Vi skal glemme sæsonstarten, gå ind for at give den gas og nyde oplevelsen.
- Pokalfodbold er pokalfodbold. Der er sket større overraskelser, end hvis vi slår FCK. Men det siger sig selv, at vi er gigantiske underdogs. Fokus skal være på at vise sig frem og tage det som en mulighed for at sætte sig selv på landkortet.
HB Køges normale hjemmebane, Capelli Sport Stadion, er under ombygning, og derfor er opgøret flyttet til Herfølge Stadion.
- Det er selvfølgelig lidt synd, men det er jo af gode årsager. For en som mig er der også fede minder med Herfølge Stadion. Det er på en måde et legendarisk stadion.
- Det er gammelt, men der er meget historie i væggene. Det skal nok danne ramme om en superfed kamp. Der bliver knald på, udtaler Mike Jensen til Bold.
Opgøret mellem HB Køge og FC København spilles torsdag klokken 19.00 og kan følges live i tekst på Bold.
Mike Jensen har kontrakt med HB Køge frem til sommeren 2025.

HB Køge
FC København
Brøndby IF
Oddset Pokalen











