Mike Jensen har beskrevet FC København som sin evige rival, og måske har han nu mødt dem for sidste gang som aktiv.
Torsdag aften tabte HB Køge 0-2 til FCK i Oddset Pokalen, selv om NordicBet Ligaens bundprop holdt stand i 80 minutter.
Nederlaget ærgrer naturligvis Mike Jensen, og den tidligere Brøndby-spiller havde også håbet at møde Thomas Delaney.
Men Mike Jensens svoger blev sparret i det tætte kampprogram.
- Det havde selvfølgelig været sjovt, for vi har ikke spillet imod hinanden så mange gange.
- I bund og grund er det jo lige meget, men det havde været sjovt at stå over for ham, i forhold til den spiller han er.
- Samtidig var det interessant at se, at FCK kom med et stærkt hold, selv om det var uden Thomas, siger Mike Jensen til Bold.
Han ser det som udtryk for, at FCK tog opgaven seriøst.
- Jeg ved ikke, hvilke overvejelser Nees havde haft, men man kender godt det, når man er i en periode med mange kampe.
- Nogle gange er det meget rart at få sat en rytme og få nogle relationer til at sidde i skabet.
- Men det viser da også, at de tog kampen seriøst, og det er da godt tænkt af Nees, for i pokalfodbold skal der ikke så meget til, før man glider i en bananskræl, siger Mike Jensen.
FCK stillede med følgende startopstilling:
Nathan Trott – Rodrigo Huescas, Munashe Garananga, Kevin Diks, Marcos Lopez - Lukas Lerager, Victor Froholdt, Viktor Claesson - Robert, German Onugkha, Elias Achouri
Samtidig skiftede FCK stærkt ind i form af Mohamed Elyounoussi, Giorgi Gocholeishvili, Magnus Mattsson, Andreas Cornelius og Pantelis Hatzidiakos.

HB Køge
FC København
Oddset Pokalen









