




FC Nordsjælland var for stærk for 2. divisionsholdet Aarhus Fremad. Onsdag aften var Aarhus-klubben en tur på Right to Dream Park og endte med at tabe 1-4 i returopgøret i pokalturneringen.
Det første opgør blev 3-0 til 3F Superliga-topholdet, og derfor tabte Aarhus Fremad samlet 1-7.
Erik Marxen siger dog til bold.dk, at 2. divisionsholdet har imponeret ham.
- Jeg synes egentlig, at det er et rigtig godt 2. divisionshold, som gav os kamp til stregen i visse faser af spillet. Vi blev udfordret i vores presspil i perioder. De var rolige på bolden, og de virkede ikke så duperede over, at de spillede mod et Superliga-hold.
- Det kan være en modstander, hvor det er rigtig vanskeligt, hvis man ikke er tæt på maks. En stor cadeau til dem. De er også på vej op i 1. division, og der spår jeg dem til at gøre en super fin figur. Jeg synes, at der er rigtig mange gode tegninger, må man sige, siger Erik Marxen til bold.dk.
FC Nordsjælland-spilleren glæder sig over, at mandskabet slap godt fra onsdagens opgør mod Aarhus Fremad.
Artiklen fortsætter efter billedet

- Jeg har en god fornemmelse, men det var ikke perfekt. Det var okay. Der var nogle skønhedsfejl hist og pist, og vi spillede måske lidt på 95 procent. Det er svært at ramme den der peak-performance, når det er en gruppe af spillere, som har spillet knap så meget sammen.
- Alt respekt for Aarhus Fremad, der er et 2. divisionshold med 3-0 i bagagen, så der er nogle procenter, der er svære at få fremkaldt i denne setting, så jeg er godt tilfreds.
Dejligt med 90 minutter
Marxen spillede hele kampen for FC Nordsjælland, og det nød han i fulde drag.
- Det var dejligt. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg senest har spillet 90 minutter. Det var måske i oktober eller november, så det var fedt.
- Jeg kæmper for at få flere minutter, og jeg synes, at det gik okay. Jeg fik vist, at jeg kan spille 90 minutter, uden kroppen går i stykker, så jeg glæder mig til at sætte mig på sofaen med job 'well done', siger FC Nordsjælland-spilleren til bold.dk.
FC Nordsjælland er nu klar til semifinalerne i pokalturneringen, hvor modstanderen ikke er fundet endnu.

FC Nordsjælland
Aarhus Fremad
Oddset Pokalen










