





Stoke hentede fredag Daniel Iversen til klubben, og lørdag startede han inde, da Championship-klubben fik besøg af Brighton i FA Cuppen.
Og danskerens mandskab fik den perfekte start, da de kom foran efter et kvarter efter et klodset Brighton-selvmål.
Iversen havde ikke meget at se til i første halvleg, men kort før pausen blev han tvunget i aktion på en dødbold, hvor Lewis Dunk fik sendt et hovedstød afsted.
Den danske målmand kom flot ned til afslutningen, og det efterfølgende indlæg havde han også styr på.
Det lignede, at Stoke ville komme til pause med en smal føring, men lige før slutfløjt hamrede Pervis Estupinan bolden i mål uden nogen chance for Iversen.
Artiklen fortsætter efter billedet

I anden halvleg fortsatte Brighton presset, og efter et hjørnespark lykkedes det dem at komme foran efter en dødbold. Igen var Iversen uden chance.
Brighton havde vendt kampen, men det betød ikke, at Stoke gav op. Med en lille halv time igen kom de tilbage i kampen efter en straffesparksscoring.
Stoke-glæden var dog kort. Joao Pedro headede bolden i mål kort tid efter, selvom Iversen fik fingrene på afslutningen.
Brighton-offensiven var farlig, og en velspillende Pedro afgjorde kampen ti minutter før tid med sin anden scoring.
Brighton spillede sig videre til fjerde runde af FA Cuppen med en 4-2-sejr over Stoke og Daniel Iversen.

Stoke
Brighton
FA Cup









