Oliver Sørensen er en vigtig mand på både klub- og landsholdsplan.
For FC Midtjylland har midtbanespilleren været en af sæsonens helt store oplevelser, mens han også er en afgørende brik på U21-landsholdets midtbane.
Lige nu er han dog ikke kampklar. Sørensen har misset de sidste tre FCM-kampe, men han er alligevel blevet udtaget til U21-landsholdet.
Landstræner Steffen Højer og co. skal i aktion den 15. oktober, og Højer håber naturligvis, at Sørensen når at blive klar.
Det fortæller han til Bold.
Artiklen fortsætter efter billedet

- Der er en forhåbning om, at han bliver klar.
- Oliver har været en meget vigtig mand for os ved de sidste kampe, og det er han jo også for Midtjylland.
- Så er det klart, at han skal være klar til at spille, men nu er der også lidt tid til.
- Vi spiller den 15., og derfor håber vi selvfølgelig på, at han er 100 procent klar til den tid.
Og hvis han er det, så er Højer ikke bekymret for, at Sørensen har misset et par kampe eller fire.
Sørensens løbepensum har nemlig aldrig fejlet noget. På trods af, at han har misset to Superliga-kampe, så har han løbet tredjemest af alle spillere i denne Superliga-sæson.
Han er samtidig med afstand den spiller med flest spurter.
- Er han ikke klar, så kommer han selvfølgelig ikke med.
- Men lige præcis med Oliver om han så ikke spiller kampe helt op til, er jeg ikke så bekymret for, fordi jeg ved, hvad han står for.
- Det er den mand, som løber mest og mest intenst i Superligaen, så han vil komme i en superfin forfatning, hvis han ellers er 100 procent klar, lyder det.
Du kan se hele den danske U21-trup her.

FC Midtjylland
EM U21
Danmark U21










