



De danske U19-landsholdsspillere var godt med i store dele af EM-kampen mod Spanien.
Det afbudsramte mandskab bed skeer med de spanske stjernefrø, og faktisk fik de en gylden mulighed med et kvarter igen ved stillingen 1-1.
Spanien fik en mand udvist, men det formåede det danske landshold ikke at udnytte.
I stedet vandt Spanien, og derfor var den danske skuffelse også stor efterfølgende.
- Vi er selvfølgelig virkelig skuffede.
Artiklen fortsætter efter billedet

- Især fordi jeg synes egentlig, at vi er det bedre hold i dag. Vi kommer lidt svært fra start. Vi har måske lidt for meget respekt for modstanderen, men jeg synes, vi kommer rigtig godt efter det.
- Jeg synes egentlig, at vi styrer kampen langt hen ad vejen. Egentlig har vi momentum, indtil de får det her 1-2-mål, siger den danske målscorer Mikel Gorgorza til Bold.
FCM-talentet berettede også om en lidt halvlunkent omklædningsrum umiddelbart efter nederlaget.
- Der var meget stille. Der var meget trykket stemning, men vi fik bare snakket om, at vi ikke kan gøre så meget ved den her kamp.
- Vi bliver nødt til at kigge fremad. Vi har det stadig i egne hænder, hvis vi slår vores to næste modstandere.
Mål i sin debut
Selvom det var nederlaget, der fyldte hos Gorgorza efter kampen, så kunne han også glæde sig over, at han kom på måltavlen.
Faktisk kom målet også i hans debut for U19-landsholdet. Han spiller normalt med U18.
- Det var virkelig en fed følelse. Det var rart at score, og det er altid ekstra fedt på landsholdet, lyder det.
Nu er de danske sigtekorn i stedet rettet mod Frankrig, som man møder på fredag.
Og Gorgorza er ikke i tvivl om, at Danmark kan byde Frankrig op til dans.
- Jeg synes, vi viser, vi er et godt hold. Bare fordi vi ikke har de største navne som Spanien og Frankrig, så er vi som hold lige så gode, siger han.

FC Midtjylland
Danmark U19
EM U19








