Aarhus Fremad skal i aktion i 2. division om få uger, men klubben har oprustet med flere spillere i sommerpausen.
Nu kan Aarhus-klubben glæde sig over at få tilgang af endnu en spiller.
Aarhus Fremad-cheftræner Morten Dahm Kjærgaard afslører nemlig over for bold.dk, at Aarhus-klubben har valgt at leje Jagvir Singh i FC Fredericia for den kommende sæson.
Singh blev købt af FC Fredericia i sommeren 2022 af Brøndby IF, men offensivspilleren fik ødelagt meget af den seneste sæson grundet skader.
Cheftræneren mener, at Singh har nogle store færdigheder, der kan give Aarhus Fremad noget x-faktor.
- Julius Fechtenburg, der scorede et flot mål mod Brøndby, er desværre blevet alvorligt skadet. Allerede inden havde vi kig på Jagvir, som vi kender fra tiden i HIK og Brøndby.
- Det er en spiller, der kan noget ekstraordinært, og som er en god relationel spiller, og han kan sætte sig selv og andre i scene. I vores stil vil vi gerne have en struktur i holdet, hvor vi gentagende gange kan sætte vores individuelle spillere op i gode offensive situationer.
- Vi synes, at han kan noget rigtig spændende. Vi vil gerne gøre os endnu skarpere og styrke konkurrencen i truppen. Hans karakter og personlighed passer godt ind. Tingene hænger rigtig godt sammen, og vi har lavet en lejeaftale med FC Fredericia for et år, siger Morten Dahm Kjærgaard til bold.dk.
Jagvir Singh nåede at spille fire kampe for Brøndby IF i 3F Superligaen.
I den seneste sæson fik 22-årige Singh 14 kampe for FC Fredericia.
Offensivspilleren har kontrakt med FC Fredericia til sommeren 2025.

FC Fredericia
Aarhus Fremad
2. division








