Marcus Bundgaard er solgt fra Vendsyssel til svenske Elfsborg i en rekordhandel for NordicBet Liga-klubben.
I forbindelse med salget har målmanden sat ord på sin tid i Vendsyssel, mens han også kommer med en spådom for fremtiden.
- Min tid i Vendsyssel FF har været en fuldstændig fantastisk rejse, som både fodboldspiller og som menneske. Jeg har udviklet mig helt vildt, og jeg vil aldrig glemme de oplevelser, mennesker og muligheder, som tiden i Vendsyssel har beriget mig med.
- Supermange af de værdier, som jeg har udviklet og fået med fra Vendsyssel, er nogle jeg vil bære videre med stolthed i løbet af mit nye eventyr.
Artiklen fortsætter efter billedet

- Jeg er taknemmelig for de muligheder Vendsyssel FF har givet mig, først ved at give mig mulighed for at blive fuldtidsprofessionel fodboldspiller for 2 år siden, og nu ved at være med til at opfylde mit ønske om, at prøve mig selv af på en højere hylde i udlandet – det skal klubben virkelig have stor tak for!
- Vendsyssel FF er en sund klub i fremdrift, der har et fantastisk miljø i Idrætscenter Vendsyssel og på Nord Energi Arena, en dygtig stab, samt en stærk trup – jeg er sikker på, vi snart får Vendsyssel FF at se i Superligaen, siger Bundgaard til Vendsyssels hjemmeside.
Bundgaard har spillet 55 kampe for Vendsyssel, men får chancen for at spille nummer 56 på søndag, når man skal møde AaB på udebane. Skiftet går først igennem endeligt den 14. marts.
Vendsyssel ligger aktuelt på tredjepladsen og har otte point op til netop AaB.

Vendsyssel FF
Elfsborg
NordicBet Liga








