- Jeg føler ikke, at konkurrencen var fair deroppe.
Sådan lyder det fra NordicBet Liga-profilen Christoffer Boateng, da bold.dk fanger ham til en snak om skiftet fra Vendsyssel FF til Fremad Amager.
Offensivspilleren forklarer, at han allerede sidste sommer kunne mærke, at der ikke blev set hans vej i Vendsyssel. Derfor gik turen til Hvidovre på et lejeophold, der viste sig at blive ganske succesfuldt.
- Jeg tog til Hvidovre, fordi jeg ikke følte, at træneren i Vendsyssel (Henrik Pedersen, red.) havde tillid til mig. Det er hans valg, men jeg følte ikke, at konkurrence var fair, og så ville jeg hellere spille et andet sted, siger han.
Boateng markerede sig som en profil i Hvidovre, hvor han med sine ti mål i 34 kampe bidrog til, at klubben kæmpede med om oprykning til 3F Superligaen.
Artiklen fortsætter efter billedet

Lejeopholdet havde været en succes, og 27-årige Boateng havde ingen intentioner om at vende tilbage til Vendsyssel, hvor han stadig havde to år tilbage af kontrakten.
- Det var mit indtryk, at de ikke havde ændret deres holdning til mig. Det virkede ikke til, at jeg indgik i deres planer, for jeg var udlejet i 10-12 måneder, og jeg hørte ikke et ord fra nogen af dem igennem hele sæsonen.
- Jeg havde jo stadigvæk tre år tilbage af kontrakten, da jeg blev udlejet, så jeg synes godt, at de lige kunne vise flaget, men jeg hørte ikke et ord fra dem, og så tænkte jeg bare 'hvad skal jeg bruge jer til?,' siger Boateng.
Stressende sommer
Vendsyssel og Christoffer Boateng var heldigvis enige om, at et sommerskifte var bedst for begge parter.
Alligevel har processen med at få en handel til at falde på plads trukket i langdrag, og for Boateng har det betydet, at sommeren har været hård.
- Det har været stressende. Mega stressende. Sæsonen kom jo tættere og tættere på, og som fodboldspiller vil du gerne have fremtiden på plads for at kunne få en god opstart i din nye klub, siger han.
Boateng blev offer for sin egen succes, da hans præstationer i den forgangne sæson gjorde, at Vendsyssel flere penge for at slippe ham, end hvad først var ventet.
Hvidovres sportschef Peter Lassen fortalte for uger tilbage, at klubben gerne ville lave en ny aftale med Vendsyssel omkring Boateng, men at det ganske enkelt ikke var muligt for klubben at imødekomme nordjydernes økonomiske krav.
Offensivspilleren har forståelse for, at Vendsyssel ønskede en god pris for ham, men samtidig følte han sig låst i en svær venteposition.
- Jeg ved ikke, hvad der blev krævet, men jeg ved, at det har været ret vanskeligt. På den ene side fortalte de mig og pressen, at jeg skulle væk, men alligevel ville de ikke lade mig gå, siger han og fortsætter.
- Jeg forstår godt, at man gerne vil have en god pris for en spiller, der har gjort det godt, men jeg forstod ikke helt, hvorfor det skulle være så vanskeligt, siger Boateng.
Fremtid på Amager
For en uge siden faldt skiftet til Fremad Amager på plads, og det var en stor lettelse for Christoffer Boateng, der efter eget udsagn har fået en god start i klubben.
- Det er dejligt, at jeg kan fokusere fuldt ud på fodbold nu, og at jeg er fast tilbage i København, siger han og fortsætter.
- Jeg er rigtig glad for, at det blev Fremad Amager, for de ville mig rigtig gerne. Det er altid rart at skifte til en klub, som virkelig giver udtryk for, at de vil have en, siger han.
- Jeg har fået en god start i klubben, og jeg synes, at der er et rigtig godt omklædningsrum. Nu ser jeg bare frem til sæsonen, hvor vi som minimum skal jagte at komme med i top seks, afslutter Boateng.
Christoffer Boateng har skrevet under på en treårig aftale i Fremad Amager.
Fredag kan han få sin officielle debut for klubben, når de tager hul på den nye NordicBet Liga-sæson klokken 19:00 mod SønderjyskE.

Vendsyssel FF
Fremad Amager
NordicBet Liga










