West Ham-spilleren James Ward-Prowse blev atter forbigået til Englands landshold, da den engelske landstræner Gareth Southgate udtog sin trup til kampene mod Australien og Italien.
Med syv oplæg og to mål i 10 kampe har Ward-Prowse ellers fået en flot start på tilværelsen i London-klubben, siden han kom til i sommer fra Southampton.
Det undrer West Ham-holdkammeraten Michail Antonio, der er ude med en kritik af landstræner Gareth Southgate for at forbigå James Ward-Prowse.
- Jeg er lidt skuffet over Southgate. Statistikkerne viser, at Ward-Prowse uge efter uge gør alt, hvad der skal til for at spille for England. Det er vildt, at han ikke er blevet udtaget, siger han ifølge BBC i podcasten 'The Footballer's Football Podcast'.
Artiklen fortsætter efter billedet

- Jeg forstår godt, at trænere vælger spillere, som de stoler på, men han (Gareth Southgate, red.) har spillere i truppen, som end ikke spiller i deres klubber, siger Michail Antonio.
Han tilføjer også, at hvis han havde været i holdkammeratens sko, ville han også have reageret anderledes, hvis Gareth Southgate en dag skulle udtage ham igen.
- Hvis jeg var James, ville jeg ikke tage af sted. Jeg er bundseriøs. Det er den største ære at spille for sit landshold, men jeg ville ikke ønske at spille under den mand, siger Michail Antonio.
James Ward-Prowse har siden debuten for England i 2017 spillet 11 kampe og scoret to mål. Den seneste optræden var dog tilbage i juni 2022.

West Ham
England








