Vendsyssel har sikret sig den 22-årige målmand Fabian Ehmann fra Østrig. Han kommer til fra græske Aros Saloniki og skriver under på en aftale, som gælder for resten af sæsonen.
Ehmann var allerede på plads til træning mandag, men først tirsdag er skiftet så officielt.
Den unge østriger skal dække ind for Peter Friis, som har været skadet siden begyndelsen af sæsonen, og Vendsyssel oplyser allerede nu, at Ehmann forlader klubben til sommer.
- Vi er glade for, at vi kunne skrive med Fabian, som er en målmand, der allerede er meget erfaren af sin unge alder. Fabians skifte giver især Peter Friis mulighed for at fortsætte med at helbrede sin skade meget omhyggeligt.
- For Peters, men også for klubben, ville det være et mareridt hvis han skulle få et tilbageslag på grund af et for tidligt comeback, siger sportsdirektør Ingo Winther i en pressemeddelelse.
Fabian Ehmann har spillet ni kampe for det østrigske U21-landshold. Tidligere i karrieren har han spillet for Sturm Graz og SV Kapfenberg.
Vendsyssel har nu fem keepere i førsteholdstruppen, og derfor er klubben i øjeblikket i samtaler med flere interesserede 2. divisionsklubber, som vil hente reserverne Emil Kobberup og Mads Sylvan Jensen.

Vendsyssel FF
NordicBet Liga




