Krisen er 'full blown' i Vejle.
Sådan beskrev direktør Henrik Tønder situationen i Superliga-klubben, efter Viborg søndag tog fra Nørreskoven med en 5-0-sejr.
Et hidtidig lavpunkt i Vejles sæson, hvor der i otte kampe stadig ikke er kommet et eneste point på kontoen.
Efter søndagens smertelige nederlag blev Tønder forholdt trænersituationen i Vejle, og her lød det til blandt andre Bold:
Har du stadig tiltro til Ivan Prelec som cheftræner?
- Ja, det har jeg.
Artiklen fortsætter efter billedet

Så du står 100 % bag ham som jeres cheftræner?
- Ja, det gør jeg.
Tirsdag har Viaplay talt med selvsamme Henrik Tønder, og selv om situationen er uforandret i Vejle, så satte han her lidt flere ord på den nuværende situation.
- Vi har, og har haft, i den her periode naturligvis en ekstremt tæt dialog med Ivan, omkring hvor han ser situationen, og hvordan vi ser situationen, fortæller Tønder til Viaplay.
Han fortæller derefter, at alle med et ansvar i præstationerne vurderes lige nu i Vejle, og det gælder også på cheftrænerposten.
- Alt er oppe i luften lige nu. Og det vil en mulig ansættelse eller afskedigelse af en træner være, lige som vi andre må se på, om vi gør vores job godt nok, lyder det fra Vejle-bossen.
Herefter lyder det fra Henrik Tønder, at det ikke skyldes, at man i Vejle-ledelsen er uafklaret med tingenes tilstand.
Dog vil det være uprofessionelt, hvis sådan noget som en eventuel fyring ikke blev overvejet i klubbens nuværende situation.

Vejle Boldklub
3F Superliga











