Andreas Larsen forlod i 2018 Lyngby Boldklub og fortsatte karrieren i islandske Vikingur, hvor han efter en god sæson rykkede videre til svenske Trelleborg.
Her udløber Larsens kontrakt til nytår, og han er derefter indstillet på at finde sig en ny klub, gerne i Danmark.
- Jeg vil ikke udelukke noget, men jeg har et ønske om at vende tilbage til Danmark, når min kontrakt løber ud, hvis ikke før, hvis muligheden opstår, siger Larsen til bold.dk.
- Jeg er åben for det meste i Danmark, der er hverken geografiske eller række-mæssige præferencer, jeg vil bare gerne hjem og vil gerne spille igen på højest mulige niveau sportsligt og økonomisk
Andreas Larsen, som også har en fortid i Brøndbys ungdomsafdeling og Hvidovre, har haft en god oplevelse uden for landets grænser.
Han føler også, at han har udviklet sig til at blive en bedre målmand af at have været ude.
- Jeg har bestemt haft en god oplevelse. Efter min tid i Lyngby havde jeg brug for luftforandring, og jeg kom så til Island, hvor jeg havde et fantastisk år. Jeg havde håbet på en forlængelse, men klubben fik nogle økonomiske vanskeligheder, som kom i vejen.
- Men så dukkede Trelleborg op, og jeg havde en masse personlig succes det første år. Holdets placering var ikke den bedste, men jeg spillede en masse og gjorde det godt.
- Den træner, der hentede mig til, blev skiftet ud, og så er jeg efterfølgende røget en tur på bænken. Men jeg knokler hver dag for at få det vendt og komme til at spille igen.
- Jeg har spillet en masse kampe i udlandet, så jeg er blevet en bedre keeper, end da jeg tog afsted. Selvfølgelig betyder erfaring en masse, men rent teknisk har jeg også rykket mig på de områder, jeg gerne ville rykke mig på. Nu vil jeg gerne vende snuden hjemad og vise det, siger Larsen til bold.dk.
30-årige Larsen har siddet på bænken for Trelleborg i hele denne sæson.


Trelleborgs FF
Superettan



