
Wow, wow, wow!
Enorm overraskelse på Wembley, da Island snuppede en flot 1-0-sejr mod EM-favoritterne fra England.
Stjerner som Harry Kane, Cole Palmer og Phil Foden kunne ikke stille meget op mod Leuven-spilleren Jon Dagur Thorsteinsson, der scorede kampens ene mål, Hakon Arnar Haraldsson og Mikael Anderson. Bare for at nævne et par stykker.
England sad ikke så overraskende på spillet, men allerede efter 12 minutter fandt den tidligere FC København-spiller Haraldsson en fri Thorsteinsson, som kunne sende bolden forbi reservemålmanden Aaron Ramsdale, der fik muligheden i England-buret.
1-0 på Wembley til Åge Hareides tropper, og choktilstande i London.
Artiklen fortsætter efter billedet

Den stærke engelske duo i form af Palmer og Kane var tæt på at samarbejde sig frem til en udligning inden pausen, men Bayern-angriberen var upræcis, da det talte.
Skuffelsen bliver ved
Anden halvleg blev aldrig sindsoprivende.
Engelsk dominans på bolden, men uden de store muligheder.
Sågar var Island i perioder stærke på bolden, og det var ikke til at se, at det var England, som var storfavoritterne.

Foto: Glyn Kirk/AFP/Ritzau Scanpix
Til de sidste 30 minutter sendte hjemmeholdet store profiler på banen. Trent Alexander-Arnold, Joe Gomez, Bukayo Saka og Ivan Toney kom blandt andre ind for at finde udligningen, men det kunne ikke lade sig gøre for de tidligere EM-finalister.
Dermed endte kampen overraskende 1-0 til Island, der ikke har kvalificeret sig til EM.
England spiller sin første gruppekamp mod Serbien om ni dage.
Fire dage senere møder de Danmark.

England
Island










