Laurits Bust fik debut for Thisted FC i foråret 2018, og siden har den 20-årige midtbanespiller spillet 25 førsteholdskampe for det nordjyske mandskab.
Det antal kommer formentlig til at stige i de kommende år. Laurits Bust har nemlig sat sin underskrift på en ny kontrakt, som binder ham til Thisted FC indtil 2021.
Det skriver nedrykkerne fra 1. division på klubbens hjemmeside, hvor direktør Karl Kristian Guldhammer siger, at midtbanespilleren har udsigt til en vigtig rolle på holdet i de kommende år.
- Laurits bliver en af nøglespillerne i vores treårs-plan, og en spiller vi forventer os meget af i de kommende sæsoner, siger direktøren til klubbens hjemmeside.
Cheftræner Bo Stougaard Thomsen er også godt tilfreds med forlængelsen med Laurits Bust.
- Laurits skal stadig fortsætte sin udvikling, for når han er bedst, så er han sindssyg god og har rigtig mange spidskompetencer, siger han og fortsætter:
- Han kan godt blive en nøglespiller for Thisted FC, og så har han et kæmpe potentiale, fordi han er stærk, han kan spille bolden op, sparker godt og kan slå nogle vilde diagonaler. Så alt i alt er rigtig mange gode ting, som skal findes frem hver eneste gang Laurits er på banen.
Laurits Bust spillede 23 kampe for Thisted FC i den seneste sæson.


Thisted
2. division







