Skotland -Sviatchenko: Bliver aldrig træt af at vinde
2017-02-11 11:25:01
Foto: Getty Images

Sviatchenko: Bliver aldrig træt af at vinde

Celtic har slået legendariske Lisbon Lions skotske rekord efter en suveræn stime, men danske Erik Sviatchenko vil have mere og understreger, at der bliver arbejdet langsigtet i Glasgow-klubben.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce

Erik Sviatchenko og Celtic er helt suveræne i den skotske liga og har vundet 19 ligakampe i træk, og det er efterhånden 29 kampe siden, de senest tabte til en skotsk modstander.

Dermed har de slået en rekord fra 1966/67-sæsonen, hvor et legendarisk Celtic-hold opnåede 27 kampe uden nederlag i en sæson, hvor de desuden også vandt Europa Cuppen for mesterhold efter en 2-1-sejr over Inter i finalen.

Den 25-årige danske stopper synes langt fra det er kedeligt at være en del af et så suverænt mandskab.

- Jeg bliver aldrig træt af at vinde. Og vi skal også huske at værdsætte de her mange sejre. Vi har arbejdet hårdt for dem, og uanset hvad folk tror, så kommer de altså ikke af sig selv. Vi er favorit i stort set alle kampe i den hjemlige liga, men for eksempel senest mod St. Johnstone så vi også, at de straffede os og vendte 0-1 til 2-1 på to hurtige mål.

- Vi er nødt til at ramme vores niveau, hvis vi vil fortsætte stimen – større er forskellen altså heller ikke. Men rammer vi til gengæld niveauet, så vinder vi også. Det ramte vi i anden halvleg mod St. Johnstone, og så vandt vi 5-2, siger Sviatchenko til bold.dk og uddyber:

- Andre ligaer end den skotske har også stor forskel mellem nummer et og resten. Sådan har det været i Frankrig og Spanien tidligere, og sådan er det vel også i Danmark lige nu. Jeg forholder mig egentligt mest til, at vi spiller en aggressiv omgang fodbold, og vores modstandere er gode til at organisere sig mod os og være kompakte.

- Der er ingen kampe, der er ren walk over, og vi har vundet en del kampe med et mål. Vi skal gerne være et flagskib for skotsk fodbold, så ja der er forskel. Men hold som Rangers, Hearts og Aberdeen gør det også godt, og jeg synes, det er utroligt spændende at være en del af ligaen og Celtic.

Med 27 point ned til Aberdeen og Rangers FC cruiser Celtic mod mesterskab nummer 48, men udover titeljagten arbejdes der også mere langsigtet.

- Vi burde nok alle sammen stoppe til fodbold, hvis ikke vi vinder mesterskabet, men for os er der diplomatisk sagt også andre mål, som vi internt stræber efter. Vi har respekt over for os selv og for vores modstandere, og ud fra det arbejder vi også på ting, der skal ske på længere sigt med os som hold og med vores spillestil.

- Og det bruger vi også kampene til at arbejde med udover, at vi selvfølgelig helst skal vinde dem, siger Sviatchenko og fremhæver at være konkurrencedygtig i Champions League som en stor målsætning:

- Vores forberedelser til næste sæsons udfordringer startede stort set den dag, hvor vi blev slået ud i denne sæson. Det er en helt klar og naturlig del af det at være en topklub. Med stor respekt for vores omgivelser arbejder vi på at blive bedre på den lange bane. Og det er et projekt, som måske kører de næste fire-fem år. Ikke bare nu eller det næste år. Det skal være bæredygtigt på lang sigt.

Hvis det står til Sviatchenko skal den skotske rekord også gerne udbygges yderligt.

- Vi har nu slået Lisbon Lions rekord, men vi vil da også gerne udbygge rekorden. Måske endda sørge for at gøre det umuligt for fremtidige hold at komme i nærheden af den. Det synes jeg personligt er en ret spændende målsætning, siger den danske stopper.

Celtic kan lørdag eftermiddag nå 30 kampe uden nederlag, når de møder Inverness i den store af de skotske pokalturneringer.

mikael@bold.dk

Annonce
Annonce
Annonce

3 kommentarer

Se kommentarer