2024-08-31 10:52:38

Store profiler: Se de bedste transferfrie spillere

For mange af de europæiske ligaer lukkede transfervinduet natten til lørdag, men der løber fortsat mange spillere rundt, som ikke er på kontrakt og dermed kan hentes gratis. 

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce

Transfervinduet lakker mod enden. 

Det gælder i hvert fald for de fleste europæiske ligaer, hvor døren blev smækket i natten til lørdag. 

Dog findes der stadig masser af europæiske topspillere, som ikke har nogen arbejdsgiver og dermed ikke koster en krone at tilknytte. 

GOAL har lavet en liste, og her springer flere prominente navne i øjnene. 

Blandt andet kan Adrien Rabiot fortsat hentes, da den franske midtbanemand ikke kunne blive enig med Juventus om en forlængelse af hans seneste kontrakt denne sommer, og dermed forlader han Den Gamle Dame efter hele 212 kampe. 

Artiklen fortsætter efter billedet

International -Store profiler: Se de bedste transferfrie spillere
Foto: Jorge Guerrero/AFP/Ritzau Scanpix

Også Mats Hummels, som har været meget i vælten igennem vinduet, står uden arbejdsgiver. Tyskeren har blandt andet været rygtet til spansk fodbold, i skikkelser af Real Sociedad og Mallorca, men en aftale er endnu ikke kommet på plads. 

Anthony Martial er næste mand på listen over store transferfrie profiler, da den 28-årige angriber netop har taget afsked med Manchester United, som han har spillet utrolige 317 kampe for siden ankomsten i 2015. 

Memphis Depay har et imponerende CV, der tæller klubber som FC Barcelona, Atlético Madrid og Manchester United. Til trods for dette har den hollandske joker ikke været i stand til at finde en ny klub denne sommer – han har været rygtet til blandt andre OGC Nice og Rayo Vallecano. 

Næste mand er en herre, der før har stået uden klub. Det er Dele Alli, der er tale om, og englænderens karriere er gået kraftigt ned ad bakke de seneste år. Han træner stadig med hos sin tidligere klub, Everton, men han står uden kontrakt og skal dermed, højst sandsynligt, finde andre veje. 

Vi gemmer den største til sidst. Her kan man ikke komme udenom Sergio Ramos, der brød med barndomsklubben Sevilla denne sommer. På trods af sine 38 år spillede forsvarslegenden 37 kampe for den andalusiske klub i den forgangne sæson, men parterne kunne ikke blive enige om en forlængelse af aftalen. Ramos melder selv, at han langt fra er færdig.

For visse europæiske ligaers vedkommende løber transfervinduet noget tid endnu. Her kan du få det store overblik. 

Annonce
Annonce

3 kommentarer

Se kommentarer