Brøndby sikrede sig i sidste måned pokaltitlen, og i dag kunne de blå-gule så føje mesterskabet til den succesfulde sæson. Det krævede en sejr på udebane over bronze-jagende KoldingQ.
Brøndby fik en perfekt start på kampen, da de allerede efter ti minutters spil var i front. Katrine Veje førte bolden frem, fandt i venstre siden Nanna Christiansen, der med en perfekt tværpasning spillede Nicoline Sørensen på midten.
Sørensen var som så ofte før sikkerheden selv, og med en velplaceret inderside satte hun bolden ind ved den ene stolpe.
Kort før pausen var den gal igen. KoldingQ smed bolden i opspillet, og det tillod Brøndby at gå direkte mod mål. Louise Kristiansen blev nedlagt i feltet, og fra straffesparkspletten øgede anfører Simone Boye så til 2-0.
Et kvarter inden i anden halvleg blev sejren, og dermed guldet, endegyldigt sikret. Mie Leth Jans blev sendt afsted dybt i højre side, hvorfra hun fandt Nicoline Sørensen. Kampens første målscorer havde blik for Katrine Veje, der via keeperen gjorde det til 3-0.
Brøndby ville mere, og de havde endnu et flot mål i posen. Denne gang blev Nicoline Sørensen sendt i dybden. Alene med keeperen valgte hun uselvisk at spille på tværs til Nanna Christiansen, der sikkert kunne score i det tomme mål.
I overtiden blev ballet så lukket, da Brøndby gjorde det til 5-0 efter et hjørnespark.
Brøndby er med den sikre sejr fire point foran Fortuna Hjørring, inden de to hold mødes i sidste spillerunde. Den kamp bliver reelt uden betydning, mesterskabet er Brøndbys.
Klubben vandt sit første mesterskab tilbage i 2003, og denne sæsons mesterskab er nummer 11 siden da.


Brøndby IF (k)
KoldingQ (k)
Gjensidige Kvindeliga 



