I november udtalte Simon Poulsen, at han havde mod på mere fodbold, men nu har han alligevel besluttet sig for at trække stikket.
Han slipper dog ikke fodboldverdenen. Han har således fået job som assistenttræner i SønderjyskE, og det glæder han sig over, når nu kroppen ikke længere er med ham.
- Jeg kommer nok til at savne spillet på banen til at starte med, men jeg kan godt mærke på min krop, at den ikke er, hvad den har været, siger Simon Poulsen til klubbens hjemmeside.
- Nu har jeg også fået tingene lidt på afstand i ferien, og jeg føler mig privilegeret over, at jeg har muligheden for at gå direkte over i trænergerningen, så jeg fortsat får en tilknytning til spillet.
- Jeg kan blandt andet godt lide at arbejde med de unge spillere, og jeg føler også generelt, at jeg har en masse, jeg kan bidrage med efter mine mange år som professionel fodboldspiller, siger Simon Poulsen.
At det netop er SønderjyskE, han får lov at fortsætte i, passer ham rigtig, rigtig godt.
- Nu startede og slutter min aktive karriere i SønderjyskE, og det betyder meget for mig, at det også er her, at jeg skal starte min nye karriere. SønderjyskE er min hjerteklub, og jeg glæder mig til at give noget tilbage af det, som klubben har givet mig gennem årene, siger Simon Poulsen.
Simon Poulsen fik debut for SønderjyskE som 16-årig og har siden været forbi FC Midtjylland, AZ Alkmaar, Sampdoria og PSV Eindhoven.


Sønderjyske
3F Superliga



