





Sidste års positive overraskelse fra Skive var søndag eftermiddag på jagt efter sæsonens første sejr, da de første otte runder havde budt på tre uafgjorte resultater og fem nederlag.
Gæsterne fra Vendsyssel var taget til Skive i bestræbelserne på at hente yderligere point til toppen af tabellen, hvor man inden rundens begyndelse indtog tredjepladsen efter Vejle og Thisted.
Det startede dog bedst for hjemmeholdet Skive, der efter 32 minutters spil førte 2-0 på en straffesparksscoring af Thomas Dalgaard samt et mål af midtbanemanden Mathias Pedersen, på oplæg af selvsamme Dalgaard.
Hjemmeholdet bragte sig på 3-0 efter 61 minutters spil på et mål af Martin Thomsen, og sæsonens første Skive-sejr synes derfor snublende nær.
Erik Rasmussens tropper ville det dog anderledes, og i den sidste halve time sikrede Vendsyssel sig ét point med hjem til Nordjylland, da Christian Moses, Jeppe Illum og Emmanuel Ogude alle fandt vej til netmaskerne.
Gæsterne var tæt på at rende med alle tre point, da Jeppe Illum brændte et straffespark med tre minutter igen af den ordinære tid.
Med det uafgjorte resultat jagter Skive fortsat sæsonens første sejr og indtager stadig sidstepladsen med blot fire point, mens Vendsyssel må se HB Køge smutte forbi dem på tredjepladsen i tabellen.


Vendsyssel FF
Skive IK
NordicBet Liga





