1. Deild -Simon Smidt trives i ny rolle på Island
Foto: IBV Vestmannaeyjar
2017-06-07 17:07:01
Foto: IBV Vestmannaeyjar

Simon Smidt trives i ny rolle på Island

Danske Simon Smidt er en af de ældste hos islandske Fram Reykjavik, og det betyder, at han har fået en ny rolle, som han trives rigtig godt i.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce

Simon Smidt havde egentlig håbet at få sig en kontrakt hos en dansk 1. divisionsklub, efter at han sidste år var på Island, hvor han spillede for IBV Vestmannaeyjar. Men da det løb var kørt, vendte han tilbage til Island, hvor han nu spiller for Fram Reykjavik i den næstbedste række.

Og den 26-årige kantspiller er glad for at være på Island, selvom han har måttet lade familien blive hjemme i Middelfart.

- Det går rigtig godt - som jeg havde forventet. Jeg havde ikke regnet med at falde i niveau, selvom jeg er rykket en række ned i forhold til i sidste sæson, siger Simon Smidt til bold.dk.

- Jeg er kommet til en rigtig god klub med en rigtig god træner. Det kan godt være svært at holde styr på et hold med rigtig mange unge spillere - men han har skidegodt styr på det, siger Smidt om cheftræner Asmundur Arnasson.

Hos Fram Reykjavik er han én af de ældste i truppen, og det har fået betydning for hans rolle.

- Jeg har en lidt anden rolle, end jeg tidligere har været vant til. Der er mange unge på holdet, og jeg er en af dem på holdet, der viser vejen for nogle af de yngre.

- Det er megafedt. Man kan mærke, at de respekterer én. Jeg er typen, der siger min mening. Jeg sidder ikke bare ovre i hjørnet og kigger. Og det virker til, at de har stor respekt for det, og de har taget meget godt imod det, for der var ikke så mange af den slags typer, inden jeg kom, siger Simon Smidt.

Den 26-årige dansker har scoret en enkelt kasse i de første fem kampe i den næstbedste islandske række - og det må gerne være bedre.

- Jeg er ikke tilfreds. Jeg vil rigtig gerne score flere mål.  Jeg laver dog en masse assists. Jeg sparker alle dødbolde og er blevet kampens spiller i de sidste tre kampe uden at score, siger Simon Smidt.

Danskeren har kontrakt for resten af sæsonen, og han har svært ved at forudse fremtiden.

- Det må tiden vise. Jeg håber, jeg kan spille mig ind i hjertet på nogen, der vil mig. Men jeg ved simpelthen ikke, hvad der skal ske. Alle muligheder er åbne.

- Jeg føler stadig, jeg er god nok til 1. division. Jeg kender mig selv godt nok til at vide, at jeg løfter mit niveau, når jeg kommer til at spille med spillere, der er bedre end mig selv - så bliver jeg selv meget bedre, siger Simon Smidt.

Simon Smidt har fået sin fodboldopdragelse i Fredericia og Vejle. Han fik seniordebut i Middelfart og har siden været forbi Kolding IF, norske Fyllingsdalen og islandske IBV Vestmannaeyjar.

nicolai@bold.dk

Annonce
Annonce
Annonce

1 kommentar

Se kommentarer