1. divisionsklubben Silkeborg IF har sikret sig lange aftaler med tre af klubbens talenter i form af de 18-årige midtbanespillere Anders Dahl og Niclas Holm Pedersen samt den 18-årige højreback Oscar Fuglsang.
Således har de tre spillere skrevet under på kontrakter til sommeren 2025, og fuldstidkontrakterne træder i kraft, når trioen har færdiggjort sin skolegang til sommer.
Det oplyser Silkeborg i en meddelelse på sin hjemmeside.
- For både Oscar, Anders og Niclas gælder, at de nu skal tage det næste skridt i karrieren. Og det er at jagte mere spilletid på førsteholdet. Forudsætningerne for at nå det bliver alt andet lige bedre, når de fra næste sæson kan koncentrere sig 100 procent om fodbolden, siger sportschef Jesper Stüker i en pressemeddelelse.
De tre spillere har alle debuteret for førsteholdet og træner i øjeblikket med i det omfang, som skolegangen tillader det, skriver Silkeborg.

Silkeborg IF
NordicBet Liga







