Otte kampe uden sejr, og så gik den ikke længere.
Paco Lopez er fyret i Levante, der nu skal finde sig en afløser til cheftræner-sædet i La Liga-klubben.
Det bekræfter Levante på sin hjemmeside, hvor det fremgår, at klubbens ledelse besluttede sig for at fyre Paco Lopez ved et møde søndag eftermiddag.
Den 54-årige spanier er ellers noget af en kapacitet i Levante, da han er den træner med flest kampe i spidsen for klubbens førstehold – således nåede han 147 kampe. Den sidste blev fredagens nederlag til Mallorca.
Han overtog holdet i La Liga i 2018 og har siden holdt holdet i den bedste række, mens det er blevet til en semifinaleplads i Copa Del Rey.
Levante er nummer 18 i La Liga med fire point efter otte runder.


Levante
La Liga





