I Serie A-klubben Sampdoria er rollerne mellem træner Marco Giampaolo og den 36-årige målræv og kaptajn Fabio Quagliarella byttet om.
Giampaolo lærer nemlig en stor del af at se på Quagliarella, siger træneren til Sky Sport Italia, efter Quagliarella scorede og lagde op i søndagens sejr i Derby della Lanterna, hvor Sampdoria slog Genoa 2-0.
- Fabio Quagliarella underviser mig og ikke omvendt. Det handler ikke om, hvad jeg kan lære ham, men mere om hvad han kan lære mig. Man lærer noget nyt bare af at se ham spille, siger Giampaolo til Sky Sport Italia ifølge Football Italia.
Quagliarella har imponeret stort i denne sæson, hvor den italienske angriber har nettet hele 22 gange i 31 kampe og præsteret otte oplæg. De 22 mål gør Quagliarella til topscorer i Serie A.


Sampdoria
Serie A






