Rygtetid er Bolds transferrygte-univers, hvor vi ser nærmere på de mange løse rygter om spiller- og trænerskifter i Danmark og udlandet.
Intet er endeligt her, men vi vil hver uge forsøge at gøre dig lidt klogere på de enkelte rygter.
Oliver Christensen er færdig i Fiorentina
Gribben fra Kerteminde er fri til at flyve væk fra Firenze.
Sådan skriver transferjournalisten Nicolo Schira på det sociale medie X.
Denne sommer har Fiorentina forstærket målmandspositionen med David De Gea, hvilket har skubbet danske Oliver Christensen længere tilbage i forhold til spilletid.
Nu forlyder det altså, at Christensen slet ikke indgår i Fiorentinas planer, og derfor forsøger klubben at sælge ham. Der er ingen meldinger om konkret interesse.
25-årige Christensen har ifølge Transfermarkt kontrakt til sommeren 2028.
United vil slippe Eriksen billigt
Der er stor chance for, at Christian Eriksen forlader Manchester United.
Det skriver Football Insider.
Ifølge mediet fosøger United at slippe af med Eriksens høje løn, og derfor vil man lade den danske landsholdsstjerne gå billigt.
Eriksen er blevet fortalt af klubben, at han er fri til at finde en ny arbejdsgiver i løbet af transfervinduet, lyder det.
Der bliver ikke nævnt noget om mulige bejlere eller en konkret pris.
Sidste uges rygter:
Nico Williams har udset sig sommerskifte
Meldingerne om Nico Williams' fremtid har skiftet som vinden blæser denne sommer.
Barcelona har gjort sig markant til for den spanske verdensmester, som har kontrakt med Athletic.
Senest var meldingen, at Bilbao-stjernen ville blive i Baskerlandet, men ifølge den catalanske avis SPORT er situationen nu en anden.
Mediet skriver, at Nico Williams har udtrykt ønske om at rykke til Blaugrana allerede denne sommer, og han skulle allerede have sagt ja til klubben.
Priske vil have Liverpool-forsvarer
Sepp van den Berg indgår ikke i Liverpools planer, og det har fået flere klubber til at lure på forsvarsspilleren.
Den 22-årige hollænder har interesse fra hjemlandet i form af PSV, mens også Brian Priskes Feyenoord har meldt sig ind i kampen om ham, skriver Voetbal International.
Mediet skriver, at Feyenoord længe har haft Van den Berg på blokken, og at interessen bestemt ikke er kølet af, efter Brian Priske er kommet til som træner.
Han er derfor førsteprioritet i Feyenoord, forlyder det, selvom klubben er med på, at prisen er høj - 20 millioner euro.
Sepp van den Berg har været i Liverpool siden 2019 og har kontrakt med klubben til sommeren 2026.
Rygtetid er Bolds transferrygte-univers. Her bringer og belyser vi nogle af de mange løse rygter om spiller- og trænerskifter, der florerer i ind- og udland. Intet er endeligt, og alt her har ikke gang på denne jord, men vores mål er at videregive så meget relevant info som muligt om de enkelte rygter og klæde dig på til turen i den store transferjungle. |

Manchester United
Fiorentina
Premier League
Serie A








