International -Rygtetid: Chelsea afviser Bayern-bud
2019-06-27 23:16:18
Foto: Getty Images

Rygtetid: Chelsea afviser Bayern-bud

Her er dagens udgave af rygtetid på bold.dk. 

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce

Rygtetid er bold.dk's nye transferrygte-univers, hvor vi ser nærmere på de mange løse rygter om spiller- og trænerskifter i Danmark og udlandet.

Intet er endeligt her, men vi vil hver dag forsøge at gøre dig lidt klogere på de enkelte rygter, indtil transfervinduerne lukker.

Chelsea afviser Bayerns bud på Hudson-Odoi

Bayern München har genoptaget sin jagt på Chelseas unge kantspiller Callum Hudson-Odoi, som man jagtede vildt i januar uden held. 

Ifølge Bild har Chelsea afvist et bud på små 190 millioner kroner, og englænderne er i stedet tæt på at forlænge med stortalentet, der kun har ét år tilbage af sin nuværende aftale. 

Valencia er tæt på Barcelona-kreatør

Valencia har Barcelonas skadesplagede Rafinha Alcantara på sin ønskeliste, skriver Mundo Deportivo, der har en blandet hitrate på sine rygter. 

Barcelona vil angiveligt have små 115 millioner kroner for den kreative midtbanespiller, men Valencia håber at forhandle prisen ned. 

Valencia er ifølge Marca desuden tæt på at sikre sig den Villarreal-ejede lejesvend Denis Cheryshev på en permanent aftale. 

Celtic dropper Ankersen

Celtic blev for nyligt meldt interesserede i FC Københavns landsholdsback Peter Ankersen, der efter planen skal sælges denne sommer.

Men The Scottish Sun skriver nu, at Celtic har 'afsluttet' sin interesse i den 28-årige dansker, der tidligere har været i Salzburg og Rosenborg.

Celtic er også blevet meldt interesserede i den tidligere FCK-kaptajn Mathias Zanka Jørgensen, der gerne vil væk fra Huddersfield efter nedrykningen til Championship.

United er varm på Newcastle-midt

Manchester United vil forstærke midtbanen i sommerens transfervindue, og de røde djævle er derfor ude efter Newcastles 21-årige midtbanespiller Sean Longstaff, skriver BBC.

Ifølge det troværdige medie vil United hente yngre spillere, som kan udvikle sig på Old Trafford. I forlængelse af det har klubben set sig lun på Longstaff, der var godt på vej til at få et gennembrud i Newcastle-trøjen i sidste sæson, før han blev skadet.

Manchester United har sagt farvel til spanske Ander Herrera denne sommer, som efter alt at dømme skifter til franske PSG.

SPAL er varm på Nissen

Serie A-klubben SPAL er angiveligt interesseret i Ajax' danske højreback Rasmus Nissen.

Det skriver det italienske medie Tuttomercatoweb, der dog ikke har den højeste troværdighed.

Nissen fik ikke meget spilletid i Ajax i sidste sæson, og han har tidligere udtalt til bold.dk, at han er klar til at kigge nærmere på de tilbud, der eventuelt dukker op denne sommer. Som udgangspunkt er han dog ikke på udkig efter en ny klub, forklarede han.

Juventus enig med De Ligt

Ifølge flere internationale medier, blandt andet troværdige The Guardian, er Juventus blevet enig med den eftertragtede hollandske forsvarsspiller Matthijs De Ligt om en femårig kontrakt.

Juventus vil nu gå i gang med at forhandle en aftale på plads med Ajax, men PSG har ikke opgivet håbet om at vinde kampen om 19-årige De Ligt.

Barcelona og Manchester United har også vist interesse for hollænderen, men begge klubber skulle være ude af billedet, og kampen står nu mellem Juve og PSG, hvor Juventus angiveligt er i førersædet.

Inter vil leje Lukaku

Ifølge Sky Sports forbereder Inter et bud på Manchester Uniteds Romelu Lukaku.

Den italienske klub vil ifølge Sky Sports byde knap 75 millioner kroner for at leje belgieren i to sæsoner med en indbygget forpligtelse til herefter at købe Lukaku for 450 millioner.

Den belgiske journalist, Kristof Terreur, som normalt ved en hel del om transfers, bekræfter også, at en lejeaftale med indbygget køb er undervejs.

Inter-manager Antonio Conte er ifølge Sky Sports særdeles lun på at få Lukaku til klubben og forsøgte ifølge mediet at hente angriberen til Chelsea i 2017, hvor Lukaku i stedet tog til Manchester United.

Maguire ender ikke i United

Manchester United er en af de klubber, der har været meldt interesseret i Harry Maguire fra Leicester, men nu er storklubben ude af kapløbet.

Det er i hvert fald tilfældet, hvis man skal tro det engelske medie Mirror, som med skiftende held rammer rigtigt i denne slags sager.

Mirror har dog fat i en stak detaljer, som løfter troværdigheden.

Mediet mener således at vide, at årsagen, til at Manchester United ikke længere er interesseret, er, at Leicester vil have hele 833 millioner kroner for forsvarsspilleren.

Manchester United mener angiveligt selv, at Maguire er 500 millioner kroner værd.

Kvartet er i Newcastles søgelys

Newcastle skal have ny manager, efter at Rafael Benitez har sagt farvel, og det normalt troværdige medie Telegraph skriver, at klubben har flere navne på listen.

Der er således tale om Patrick Vieira, som er træner i Nice, Steven Gerrard, som er træner i Rangers FC, Mikel Arteta, som er assistent i Manchester City og Eddie Howe, som er Bournemouth-manager.

Hvis det ikke lykkes at få fat i en af de fire, så vil Newcastle ifølge Telegraph gå efter Burnleys Sean Dyche eller Steve Bruce, som er manager i Sheffield Wednesday.

Onsdagens rygter

Lazio har set sig varm på Vavro

Ifølge det italienske medie Tuttomercatoweb har Lazio set sig varm på FC Københavns slovakiske forsvarsspiller Denis Vavro.

Mediet, der ikke har den største troværdighed, skriver, at FC København forlanger i omegnen af 75 millioner kroner for Vavro, der har tre år tilbage af sin aftale med københavnerne.

Ifølge Tuttomercatoweb har også Watford vist interesse for forsvarsspilleren, der tidligere er blevet sat i forbindelse med Lazios rival AS Roma.

Wilfried Zaha foretrækker Arsenal

Crystal Palace-stjernen Wilfried Zaha vil gerne væk fra klubben, og han foretrækker at skifte til Arsenal, skriver BBC.

Det normalt meget troværdige medie skriver, at Crystal Palace forlanger helt op mod 667 millioner kroner for spilleren, men det skulle angiveligt ikke afskrække Arsenal.

Ifølge BBC skal Arsenal dog sandsynligvis have solgt nogle spillere, før klubben har råd til 26-årige Zaha.

Wilfried Zaha har tidligere udtalt, at han gerne vil spille på højeste niveau, kæmpe med om trofæer og prøve kræfter med Champions League. Den turnering er Arsenal dog ikke kvalificeret til i næste sæson.

Crystal Palace lurer på Mignolet

Crystal Palace overvejer at hente den belgiske målmand Simon Mignolet, der i øjeblikket frister tilværelsen som reserve i Liverpool, skriver Evening Standard.

Den normalt meget velunderrettede medie skriver, at Mignolet koster i omegnen af 67 millioner kroner, og den pris skulle Palace angiveligt være fristet til at give.

Ifølge mediet viser Brighton også interesse for Mignolet, mens klubber i Tyskland og Frankrig også følger hans situation med interesse.

Real Madrid lurer på Ajax-stjerne

Real Madrid er ifølge Marca fortsat interesserede i at hente Paul Pogba til klubben, men spanierne arbejder også med en plan B. 

Ifølge Marca er backupplanen at hente Donny Van de Beek i Ajax for omkring 450 millioner kroner. 

Christian Eriksen er også flere gange blevet nævnt som et emne i Real Madrid, men ifølge Marca kigger Real andre steder hen, da cheftræner Zinedine Zidane ikke er varm på danskeren. 

Tottenham sætter klubrekord for Lyon-stjerne

Tottenham er ifølge Sky Sports enige med Lyon om et køb af midtbanespilleren Tanguy Ndombele.

Ifølge mediet sprænger Tottenham i den grad banken, da den 22-årige franskmand menes at koste 65 millioner pund (godt 542 millioner kroner), hvilket er ny klubrekord.

Midtbanespilleren gennemgår i de følgende dage et lægetjek og ventes at underskrive en femårig aftale i Tottenham.

Lyon hentede Ndombele i Amiens sidste sommer for 7 millioner pund, og han har været rygtet til Manchester United, PSG og Juventus foruden Tottenham.

Buffon vender tilbage til Juventus

Gianluigi Buffon står uden kontrakt, efter hans aftale udløb i PSG, og målmanden rygtes nu retur til Juventus, hvor han spillede 17 år.

Sky Italia, der ikke har ry for at være de mest pålidelige, skriver således, at Buffon er klar til at skrive en etårig aftale i Juventus, hvorefter han overgår til en anden rolle i klubben, når han går på pension.

41-årige Buffon har været sat i forbindelse med klubber som FC Porto og Leeds, men målmandens agent har tidligere sagt, at det er vigtigt for veteranen ikke at flytte familien for meget rundt.

På dét punkt ville Juventus give glimrende mening - også med henblik på at sikre en glidende overgang fra spiller til ansat i klubben for Juve-ikonet.

Om Rygtetid:

Rygtetid er bold.dk's nye transferrygte-univers. Her bringer og belyser vi nogle af de mange løse rygter om spiller- og trænerskifter, der florerer i ind- og udland.

Intet er endeligt, og alt her har ikke gang på denne jord, men vores mål er at videregive så meget relevant info som muligt om de enkelte rygter og klæde dig på til turen i den store transferjungle.

Annonce
Annonce
Annonce

8 kommentarer

Se kommentarer