2021-06-06 17:27:17

Rygtetid: Brescia vil i Serie A med Inzaghi

Her er ugens udgave af rygtetid på bold.dk.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce

Rygtetid er bold.dk's transferrygte-univers, hvor vi ser nærmere på de mange løse rygter om spiller- og trænerskifter i Danmark og udlandet.

Intet er endeligt her, men vi vil hver uge forsøge at gøre dig lidt klogere på de enkelte rygter.

Brescia vil hyre Filippo Inzaghi

Forrige sæson rykkede Brescia ned fra Serie A og i den netop overståede sæson glippede oprykningen så til det fineste selskab.

Derfor vil Brescia nu angiveligt have en træner, der før har haft held med at sikre oprykning i overbevisende stil, og således er Filippo Inzaghi nu på vej til Brescia, hvis man skal tro Sky-journalisten Gianluca Di Marzio.

Inzaghi meddelte for nylig, at han stopper i Benevento, der som oprykker rykkede ned fra Serie A i den netop overståede sæson, og nu skulle han og Brescia være i kontinuerlig kontakt om en aftale.

Inzaghi skulle være meget fristet af muligheden for at overtage Brescia, og Brescia skulle have sat næsen op efter at kunne præsentere Inzaghi i den kommende uge.

Arsenal jagter Ruben Neves i Wolverhampton

Arsenal er angiveligt på jagt efter en ny midtbanespiller, efter Dani Ceballos er vendt tilbage til Real Madrid.

Et muligt emne skulle ifølge The Sunday Times være den 24-årige Wolverhampton-profil Ruben Neves, som har imponeret under Nuno Espirito Santos' ledelse i de seneste år.

Avisen skriver således, at Arsenal har påbegyndt arbejdet på at hente Neves, hvis klub skulle være åben for at sælge. Arsenal skulle angiveligt håbe på at lande en aftale for omkring 300 millioner kroner.

The Sunday Times skriver, at et andet emne er Brighton-midtbanespilleren Yves Bissouma, der også skulle være på vej væk fra det sydengelske.

Parma kræver 37 millioner kroner for Cornelius

Andreas Cornelius blev for nylig sat i forbindelse med Trabzonspor, men klubben så ud til at måtte opgive at lande danskeren på grund af det økonomiske.

Nu forlyder det, at endnu en tyrkisk storklub i form af Fenerbahce har meldt sig på banen.

Ifølge det tyrkiske medie Daily Sabah har Fenerbahce budt 3,5 millioner euro, hvilket svarer til 26 millioner kroner, men Serie A-nedrykkerne fra Parma menes at kræve fem millioner euro – 37 millioner kroner.

28-årige Cornelius har de seneste to år været udlejet fra Atalanta til Parma, der har en købsobligation på den danske landsholdsangriber.

Udenlandske klubber giver konkurrence om Kevin Diks

Både FC København og Brøndby er blevet meldt særdeles interesserede i AGF-lejesvenden Kevin Diks, men hollænderen ser også ud til at være eftertragtet i udenlandske klubber.

Artiklen fortsætter efter billedet

Premier League -Rygtetid: Brescia vil i Serie A med Inzaghi
Foto: Ciro De Luca/Reuters/Ritzau Scanpix

I hvert fald erfarer det tyrkiske medie Daily Sabah, at Fenerbahce også jagter Diks, mens belgiske Voetbal24 melder Anderlecht ind i kampen.

24-årige Kevin Diks har kun et år tilbage af sin kontrakt i Fiorentina efter at have spillet på leje hos AGF i de seneste to sæsoner.

Marco Giampaolo tæt på Sassuolo

Sassuolo tog for nylig afsked med cheftræner Roberto De Zerbi, som siden er blevet præsenteret i Shakhtar, og nu lader det til, at Serie A-klubben har fundet manden, der skal tage over fra De Zerbi.

Således skriver Gianluca Di Marzio, at den tidligere Milan-, Sampdoria- og Torino-træner Marco Giampaolo er tæt på at nå til enighed med Sassuolo om en toårig aftale.

Dermed er han altså angiveligt på vej tilbage til Serie A, hvor han senest havde et noget uheldigt ophold i Torino.

Her blev han fyret i januar efter godt seks måneder i sædet, hvor det blev til kun fire sejre i 20 kampe.

Serie B-klubben Ternana vil leje Jens Odgaard

Jens Odgaard har i forårssæsonen været udlejet fra Serie A-klubben Sassuolo til Serie B-klubben Pescara. 

Den lejeaftale udløber nu, men ifølge det italienske medie La Nazione bliver den 22-årige danske angriber i Serie B, men denne gang hos Ternana Calcio. 

Klubben er lige rykket op i Serie B og er derfor på udkig efter forstærkninger.

Angiveligt skulle Odgaard passe profilen for den type angriber, som cheftræner Cristiano Lucarelli ønsker og er derfor på blokken hos Ternana. 

Alexander Bah har russisk interesse

Alexander Bah har haft en glimrende halvsæson i Slavia Prag, og flere større klubber lurer angiveligt på danskeren.

Ifølge det russiske medie Metaratings er Spartak Moskva blandt de interesserede klubber i den 23-årige dansker.

Spartak har ansat portugiseren Ruy Vitoria som cheftræner, som tilsyneladende har et godt øje til Bah.

Alexander Bah skiftede i vinter fra SønderjyskE til Slavia Prag, og han har kontrakt til sommeren 2025.

Everton lurer på ex-Wolves-træner

Everton har mistet cheftræner Carlo Ancelotti til Real Madrid, men klubben har angiveligt allerede fundet deres førsteprioritet.

Everton har ifølge flere engelske medier, herunder Talksport, udset sig Nuno Espirito Santo som ny træner.

Nuno forlod Wolverhampton denne sommer efter gensidig aftale og står altså fri på markedet.

Nuno nåede fire succesfulde år i Wolverhampton.

Arsenal nærmer sig Ajax-keeper

Arsenal har været meldt interesseret i Ajax-målmand Andre Onana, og et skifte ser ud til at rykke tættere på.

I hvert fald skriver hollandske NOS, at Arsenal er topprioritet hos Onana, der onsdag får sin doping-dom endeligt afgjort hos CAS, og hvis han dommen nedsat, vil et sommer-skifte være oplagt, lyder det.

Onana blev idømt 12 måneders karantæne, som står til at vare til februar 2022, men dommen kan altså blive reduceret.

25-årige Onana har kontrakt med Ajax til 2022, og klubben er angiveligt interesseret i at forlænge, hvilket målmanden dog tøver med.

Ancelotti er topkandidat i Real (bekræftet)

Real Madrid har sagt farvel til Zinedine Zidane og jagter en ny cheftræner, og pilen peger angiveligt mod Premier League.

Ifølge Marca er favorit til at overtage roret i Real Madrid således Carlo Ancelotti, der er på kontrakt i Everton.

Mauricio Pochettino, Antonio Conte og Raul har alle været nævnt som mulige afløsere, men normalt velinformerede Marca mener altså at vide, at Ancelotti står øverst på ønskesedlen.

61-årige Ancelotti stod fra 2013 til 2015 i spidsen for Real Madrid og har siden været forbi Bayern München, Napoli og Everton, hvor han har kontrakt til 2024.

Barca har tilbudt Donnarumma en kontrakt

Gianluigi Donnarumma står meget snart uden kontrakt, da hans aftale med AC Milan udløber efter denne sommer.

Den 22-årige keeper kommer dog næppe til at gå uden en klub meget længe, for flere bejlere meldes på banen til den italienske keeper, der allerede har spillet 251 kampe for AC Milan.

En af bejlerne er ifølge Tuttomercatoweb den spanske storklub Barcelona, som allerede skulle have tilbudt målmanden en kontrakt. Parterne mødtes angiveligt i sidste uge, og det skulle altså være endt ud i et kontrakttilbud på godt 75 millioner kroner per sæson over de næste fem år - desuden uden frikøbsklausul.

Donnarumma skal ifølge mediet også have interesse fra PSG og Juventus, men de to klubber har angiveligt ikke budt sig til endnu.

Barcelona har i forvejen en topmålmand i form af Marc-Andre Ter Stegen.

Olivier Giroud nærmer sig AC Milan

34-årige Olivier Giroud står foran kontraktudløb i Chelsea, men den franske målræv kommer næppe til at stå uden klub.

I hvert fald skriver flere italienske medier, heriblandt Calciomercato, at franskmanden skifter til AC Milan på en fri transfer.

Her skulle Giroud skrive under på en toårig aftale til en værdi af godt 30 millioner per sæson, og det skulle kun være de mindre detaljer, som mangler at blive forhandlet på plads - derfor ser angriberen også angiveligt på ny bolig i Milano.

Giroud har i karrierens løb ikke spillet andre steder end Frankrig og England, men nu lader det til, at han tilføjer en ny liga til cv'et.

Han rykkede fra Ligue 1-klubben Montpellier til Arsenal i 2012, inden han skiftede til Chelsea i januar 2018.

I den seneste opdatering af Rygtetid fremgik det, at Manchester United var i dialog med Brøndby om Jesper Lindstrøm. 

Det var skrevet på baggrund af freelance-journalisten Shaun Irvine, der følger Manchester United og har over 54.000 følgere på Twitter. Han har siden slettet tweetet, hvorfor bold.dk også har valgt at fjerne rygtet. 

Sidste uges rygter

Agüero til lægetjek i Barcelona mandag (bekræftet)

Sergio Agüero spillede lørdag sin sidste kamp for Manchester City, da klubben skuffende tabte Champions League-finalen med 0-1 til Chelsea.

Rygterne har længe villet vide, at Agüeros næste destination bliver FC Barcelona, som han kan skifte til på en fri transfer, og mandag kommer det meget tæt på at blive en realitet.

Ifølge det spanske medie Sport skal Agüero igennem et lægetjek i Barcelona mandag morgen, hvorefter han flyver til Argentina for at forberede sig på VM-kvalifikation og Copa America med landsholdet.

Sport tilføjer dog, at skiftet også afhænger af klubikonet Lionel Messis fremtid i Catalonien.

Tom van Weert skifter til græske NFS Volos

AaB-angriberen Tom van Weert har denne sommer kontraktudløb med den nordjyske klub. 

Foråret igennem har det svinget frem og tilbage, i forhold til om det skulle lykkes at finde en aftale.

Nu skriver det hollandske medie BD, at det ikke bliver til en aftale. I stedet fortsætter angriberen hos græske NFS Volos, der altså henter den 30-årige hollænder på fri transfer.

FC Barcelona vil have Pep Guardiola retur

Ifølge den Barcelona-baserede avis Sport, så er Pep Guardiola øverst på ønskesedlen hos præsidenten Joan Laporta. Laporta overtog præsidentposten i foråret, og han er derfor i gang med at sætte sit Barcelona-hold. 

Her skulle han ifølge spanske medier have fortalt nuværende cheftræner Ronald Koeman, at man i de kommende 10-15 dage afsøger markedet for mulige træneremner.

Den tidsramme skulle være nøje valgt i forhold til, at Pep Guardiola lige nu vil fokusere på lørdagens Champions League-finale med Manchester City. 

Den spanske træner forlængede sin kontrakt med englænderne til 2023 i november, men den spanske avis spekulerer i, at der er en klausul, der kan gøre en retur til Barcelona mulig. 

I 2008 var det også Laporta, der forfremmede Guardiola til cheftræner for Barcelona, hvilket førte til klubbens mest succesfulde periode. 

Liverpool lurer på Leicester-midt

Liverpool har sagt farvel til Georginio Wijnaldum og skal finde en erstatning for hollænderen, og ham kan de meget vel finde i Leicester.

Het Nieuwsblad skriver således, at Youri Tielemans står højt på Liverpools liste over mulige afløsere til Wijnaldum.

Jürgen Klopp har tidligere hyldet Tielemans for hans kvaliteter, og belgieren skulle også have interesse fra Manchester United.

Joachim Andersen er første prioritet til Tottenham-forsvaret

Joachim Andersen har i den seneste sæson været udlejet til Premier League-klubben Fulham, men det ophold endte i en nedrykning trods personlig succes for den danske midtstopper.

Mens Andersen ikke bliver i Fulham, så kan noget tyde på, at han fortsat bliver boende i London.

Ifølge transferjournalisten Fabrizio Romano er Andersen nemlig Tottenhams første prioritet, når det kommer til transfers til midterforsvaret denne sommer, og Romano har tidligere berettet, at Andersen gerne vil blive i Premier League.

Ifølge Romano må Andersen, der er ejet af Lyon, vente lidt på, at Tottenhams bestyrelse får styr på træner-situationen, inden ledelsen vil beslutte sig omkring nye signings.

BIF-tysker er et tema i Bochum

Anthony Jung har kontraktudløb med Brøndby til sommer, og pilen peger umiddelbart mod et exit.

Jung sættes nu i forbindelse med Bochum, som også var inde i billedet i januar 2020, hvor det også lignede et blå-gult farvel.

Det er mediet Fussballtransfers.com, der mener at vide, at Bundesliga-oprykkerne Bochum har øjne på Jung som mulig forstærkning denne sommer, hvor han altså kan erhverves gratis.

Roma og Mourinho bejler til Eden Hazard

Eden Hazard har ikke været nogen stor succes i sine to sæsoner i Real Madrid, og derfor har der på det seneste været spekuleret i belgierens fremtid.

Nu melder det italienske netmedie Calciomercato så om interesse fra Serie A-klubben Roma, hvis ejere skulle forberede et stort indkøb, som man gerne vil offentliggøre inden sommerens slutrunde.

Her nævnes Eden Hazard som et muligt emne gennem en lejeaftale, hvor Real Madrid skulle dække en del af belgierens løn.

I Roma ville han blive genforenet med hans tidligere cheftræner Jose Mourinho, der bliver Roma-træner i den kommende sæson.

Pochettino rygtes i chok-retur til Spurs

Tottenham skal ud og finde en ny manager, efter klubben for nyligt fyrede Jose Mourinho, og en gammel kending er angiveligt på blokken.

Tabloidavisen The Sun - hvis troværdighed ikke altid er helt i top - skriver således, at klubben overvejer at hente Mauricio Pochettino tilbage til klubben.

Pochettino er godt nok ansat i PSG nu, men Tottenhams formand, Daniel Levy, overvejer angiveligt at lokke ham retur, og argentineren vil ifølge avisen 'elske at få en chance mere' i Tottenham.

Pochettino skulle således ikke være helt tilfreds i PSG, især ikke efter at mesterskabet gik til Lille.

Duelund smidt på transferlisten i Dynamo Kiev

23-årige Mikkel Duelund har ikke fået det ophold i Dynamo Kiev, som han håbede på, da han skiftede fra FC Midtjylland i 2018.

Duelund har været meget uheldig med skader, hvilket betyder at danskeren blot har spillet 26 kampe for klubbens førstehold, og nu lader det til, at Dynamo Kiev ikke har mere tålmodig i forhold til at få opholdet til at blive en succes.

Ifølge telegram-mediet Dynamo Kiev Inside er Duelund nemlig blevet sat til salg og således tilføjet til transferlisten.

Mediet forventer dog, at det kan blive svært for Dynamo Kiev at få de cirka 22 millioner kroner, som klubben angiveligt kræver, og derfor kan det ende med en lejeaftale.

Duelund har to år tilbage af kontrakten med den ukrainske klub.

Barcelona holder øje med Robin Gosens i Atalanta

Joakim Mæhles konkurrent på den ene af de to backer i Atalanta, Robin Gosens på venstresiden, har angiveligt gjort det så godt, at Barcelona har fået øjnene op for tyskeren.

Det spanske medie Sport skriver nemlig, at klubben har besluttet at omdanne sin trup fuldstændigt, og derfor skal der konkurrence til Jordi Alba på venstrebacken, hvorfor Gosens nu er interessant for den spanske klub, som endte treer i La Liga.

Ifølge Sport bliver det dog ikke uden konkurrence, hvis Barcelona skulle beslutte at gå efter Gosens. Juventus, Inter og Milan skulle have kontaktet hans lejr, ligesom Manchester City også er interesseret, ifølge Sport.

Gosens koster angiveligt 300 millioner kroner, men Atalanta skulle også være åben overfor byttehandler.

Barcelona skulle også holde øje med Jose Gaya og Angelino fra RB Leipzig til venstrebacken.

Om Rygtetid: 

Rygtetid er bold.dk's transferrygte-univers. Her bringer og belyser vi nogle af de mange løse rygter om spiller- og trænerskifter, der florerer i ind- og udland. 

Intet er endeligt, og alt her har ikke gang på denne jord, men vores mål er at videregive så meget relevant info som muligt om de enkelte rygter og klæde dig på til turen i den store transferjungle.

Annonce
Annonce

32 kommentarer

Se kommentarer