Leicester har længe været meldt tæt på Monacos Youri Tielemans, og nu er handlen endelig færdiggjort.
Den belgiske midtbanespiller har underskrevet en lejekontrakt, der holder ham i klubben frem til sommer.
- Jeg er virkelig spændt på at komme i gang. Premier League er en af de bedste ligaer i verden, og da jeg var ung, så jeg altid Premier League. Jeg er meget glad for at være her, siger Tielemans ifølge Leicesters hjemmeside.
Leicester oplyser desuden, at Adrien Silva tager turen den anden vej. Han spiller således resten af sæsonen på en lejeaftale i Monaco.
Youri Tielemans har været i Monaco i godt halvandet år. Han kom til klubben fra Anderlecht i sommeren 2017.
Den nu 21-årige belgier regnes for et af de allerstørste talenter i øjeblikket. Han har i denne sæson haft det en smule svært hos et Monaco-hold, der mildest talt har skuffet.
Det er blevet til i alt 30 kampe, fem scoringer og en enkelt assist i denne sæson.


Monaco
Leicester
Premier League
Ligue 1



