Hvordan lyder NordicBet Liga i ørerne?
- Surrealistisk på rigtig mange områder
Sådan siger FC Roskildes cheftræner, Mikkel Thygesen, til Bold, efter de lørdag eftermiddag sikrede sig oprykning til landets næstbedste række. Han påpeger, at oprykningen på ingen måde var forventet, men at FC Roskilde altid kæmper til det sidste
- Vi er en klub, folk ikke havde regnet med skulle spille NordicBet Liga. Vi er en klub, som ikke bruger lige så mange penge som andre klubber i 2. division.
- Så mange vil nok sige, at vi har overpræsteret i den her sæson, men når jeg kigger på den her gruppe, så føler jeg, at det er fuldt fortjent, at vi rykker op.
Roskilde-træneren ser på næste sæsons udfordringer med positive briller, da han mener, at mandskabet har niveau til at spille med hold som OB, Horsens og Hvidovre.
- Vi skal op og drille de andre hold. Vi kommer ikke for at se på. Vi kommer for at spille med.
- Vi skal vænne os til et nyt tempo, nye stadions, nye krav, men med det hold her, så er jeg ikke bekymret.
Roskilde-spidsen, Emil Nielsen, glæder sig også til næste sæson, hvor modstanderholdene har en anden kaliber.
- Vi vil give den gas, og kommer ikke til at lægge os ned for nogen, også selvom det hedder 1. division. Men vi er da glade for, at det er nogle gode modstandere, så vi også kan blive bedre.


FC Roskilde
Aarhus Fremad
NordicBet Liga
2. division












