Klumme: Wilczeks FCK-skifte virker logisk

Kamil Wilczeks skifte til FC København har sat pisset i kog på sociale medier, hvor den store polak efter 163 kampe i den gule trøje med 92 mål til følge i den kommende sæson er at finde i den hvide dragt.

I udlandet har vi set det utallige gange, at store spillere skifter til rivalklubben. Men ’det forbudte skifte’ har vi ikke set ske i vores danske andedam så ofte, hvor det indtil nu kun er 13 spillere, der både har spillet for Brøndby og FCK.

Men set ud fra spillerens perspektiv, hvorfor er det her så overhovedet en dum beslutning at foretage dette skifte - udover det indlysende?

Rent sportsligt giver dette klubskifte mening

Vi har at gøre med en 32-årig polak, som efter et mislykket halvt år i tyrkisk fodbold givetvis ledte efter den sidste ”store” kontrakt. Han har boet fem år i Danmark, men udover det har han intet yderligere forhold til Danmark.

Så når interessenter af Superligaen og fans af Brøndby IF snakker om, at hans eftermæle er ødelagt, så må det klinge hult i Wilczeks øre. For hvad skulle et godt eftermæle i Danmark gøre for hans tid efter fodbolden, når han givetvis ikke vil bo her?

Dernæst står klubber ikke i kø for at hente ham grundet hans høje alder og det seneste halve års nedtur i Tyrkiet. Når en af de største klubber i Skandinavien så banker på døren og tilbyder ham en kontrakt i en by, som hans familie kender til, og han kender til ligaen og kulturen, så er det i min optik en no-brainer.

For hvad var alternativet? Skulle han nøjes med at spille for den halve løn i en liga, han ikke kender og i et land og kultur, som hans familie ikke kender til, ”bare” fordi han ikke ville skuffe nogle fans?

Som spiller handler det også om at vinde titler og med sit skifte til FCK, kommer han til en klub, der sammen med FC Midtjylland, er favoritter til at tage det danske mesterskab.

Handler om mere end bare det på banen

Dermed ikke sagt at jeg ikke forstår fansenes vrede. For det gør jeg så sandelig, og de er i deres gode ret til at være rasende og føle sig svigtet. For hvis fans anså fodbold som værende et almindeligt 8-16-job, ville kærligheden til spillet helt forsvinde, og fodbold som produkt ville miste dets værdi.

Men fodbold er én ting for fans og en anden for spillere - især udenlandske spillere. Man kan forvente, at når de bærer klubbens farver, skal det gøres med samme passion og kærlighed, som dens fans har. Men man kan kun ønske og håbe, at det samme gør sig gældende, når spilleren skifter klub. Aldrig noget man kan forvente.

Hvis ikke man er lokal, så er man som spiller langt henad vejen immun overfor klubkærlighed på den lange bane. Den findes naturligvis, men disse spillere har ikke mere sjæl end dem, der foretager ’det forbudte skifte’. De har blot nogle andre perspektiver i de valg, de træffer.

Det er vel langt henad vejen derfor mange klubber snakker om, at de gerne vil have lokale spillere. For de bærer oprigtigt logoet udenpå deres trøje. Hvis det går dårligt for klubben, er de mere mentalt ramte end bare over deres personlige nedtur.

Så længe det forbliver ved hadske beskeder på de sociale medier og buh-råb på stadion, så kan vi alle leve med det. Men det skal ikke gå hen og udvikle sig som med Ulrik Laursens skifte fra OB til FCK eller senest med Jens Stage fra AGF til FCK, hvor enkelte idioter opsøgte spillerne på deres private adresse. Dette kan jeg dog godt frygte vil ske.