3F Superliga -Klumme: Uansvarligt at fortsætte træningen
Foto: Anders Kjærbye / fodboldbilleder.dk
2020-03-14 15:30:02
Foto: Anders Kjærbye / fodboldbilleder.dk

Klumme: Uansvarligt at fortsætte træningen

Den tidligere OB- og Maastricht-spiller Sandro Spasojevic er klummeskribent på bold.dk, hvor han giver sit syn på aktuelle emner i dansk fodbold.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce

test

Covid-19 har for alvor sat sit aftryk på hele verden og dermed også lammet sporten. De fleste nationale ligaer er blevet suspenderet og faren lurer forude for, at EM til sommer også bliver udskudt. 

Det efterlader midlertidigt mange klubber i et dilemma: skal man fortsætte træningen?

Klubberne i Danmark er selvstændige og træffer dermed egne beslutninger. Men jeg mener, at det er dybt uforsvarligt, at der ikke er fælles regler for, om de respektive klubber må afholde træninger eller ej.

En anden ting er også, at det er meget konkurrenceforvridende. 

Det bør ikke stå sådan til, at de klubber, der er villige til at tage en risiko i denne tid, pludselig står bedre stillet, hvis sæsonen igen skydes i gang, fordi deres spillere har kunne holde formen ved lige og træne, mens de resterende hold står tilbage som ’kyllinger’, men har handlet mest ansvarligt.

Dybt uansvarligt

Indtil videre har alle klubber ikke været i stand til at tage denne beslutning. For mens de fleste har sendt deres spillere hjem, mener de eksempelvis i Randers FC ikke, at det er et problem. 

Sportschef Søren Pedersen har sågar udtalt, at smittefaren er i bund og henviser til, at de følger Divisionsforeningens anvisninger. Sidst jeg tjekkede Søren Pedersens cv, stod der intet om, at han også var læge eller virus-ekspert.

Dette er efter min mening dybt uansvarligt. Det er mangel på faglig indsigt at henvise til en instans, hvis kompetence ikke berettiger dem til at træffe en sådan beslutning.

Det samme gør sig desuden gældende i OB, som har selvtrænet og gør det indtil mandag den 16. marts, men derefter vil træne på deres anlæg sammen. 

Har de ikke forstået alvoren på Fyn? 

Som klub skal de ikke bare tage ansvar for deres spillere og ansatte, men de skal også sætte et eksempel for andre. Eksempelvis børn og unge. 

For hvis øens største klub kan træne sammen, hvad afholder de mindre børn i at samles og spille - med andre ord handler det også om signalværdien.

Jeg forstår, at de respektive trænere og klubber er presset. OB har gang i en forfærdelig stime med 10 kampe uden sejr, og Jacob Michelsens sæde har aldrig været varmere i Ådalen, og i Randers FC kæmper de med næb og kløer om at komme i top seks.

Men i denne kontekst er ens hovedbeskæftigelse at være rask, hvilket tilsidesætter alt andet. Der er bare større ting i livet end at nå top seks. Derfor er det for mig helt uforklarligt, at ignorancen kører på sit bedste velgående i nogle klubber.

Derfor håber jeg, at Divisionsforeningen går forrest og træffer beslutningen for klubberne, så vi ikke står i en situation, hvor der er nogle klare vindere og tabere i denne svære tid.

Annonce
Annonce

18 kommentarer

Se kommentarer