Inter har fået en meget blandet start på sæsonen i Serie A, hvor man efter 10 kampe indtager 10. pladsen. Og det har sat gang i rygter om, at den nye manager, Frank de Boer, allerede nu skulle være fyringstruet.
Det afviser Javier Zanetti, som i dag fungerer som vicepræsident i den klub, hvor han selv fejrede store triumfer.
- De Boer er kommet til i denne sæson, og det ville være svært for alle. Men vi står 100 procent bag Frank, og det er vigtigt at slå fast, for hans opgave er ikke nem, siger Javier Zanetti ifølge football-italia.net.
- Når vi kommer til vinterpausen, får han 10 dage med spillerne, hvor han vil få tid til at indføre sine idéer. Det er en svær udfordring, men vi står 100 procent bag ham, siger Zanetti.
Frank de Boer blev ansat sent på sommeren. Først 9. august faldt det hele på plads, og bare 11 dage senere skulle Inter spille sæsonpremiere.
I Serie A er der vinterpause fra 22. december til 8. januar.


Inter
Serie A



