


Da Hobro tirsdag aften sled sig til en kneben sejr mod Skive, debuterede Amel Mujanic, og det gjorde han med manér.
Den 19-årige midtbanespiller, der tidligere på dagen blev præsenteret på en lejeaftale fra Malmö FF, blev kåret til kampens spiller, og Hobro-angriberen Mads Hvilsom sender stor ros i retning af svenskeren.
- Han kom i går og trænede lige med i en halv time. Vi kender ikke ham, og han kender ikke os, og alligevel går han ind og ejer midtbanen på den måde. Det er virkelig fantastisk, siger Mads Hvilsom til Nordjyske.
Personligt var Amel Mujanic også godt tilfreds med sin første optræden for Hobro.
- Det var en herlig debut. Mange minutter i benene og tre point, så jeg kan ikke bede om mere, siger Mujanic til Nordjyske.
Midtbanespilleren fortæller videre, at han satser på at få en masse spilletid i Hobro, så han står bedre rustet, når turen går tilbage til Malmö FF.


Hobro
NordicBet Liga







