
Søndag tørnede Kolding og Vejle sammen, da de to mandskaber testede formen på Metropolis Arena, Kolding.
Testkampen startede med fin intensitet, og der var optræk til muligheder i begge ender i den indledende fase.
Efter 17 minutter kom Vejle til en god mulighed, men Richard Sukuta-Pasu måtte se sin afslutning tage stolpen.
Få minutter senere blev Vejle tildelt et straffespark, men Saeid Ezatolahi sparkede sit forsøg over mål.
Mod slutningen af første halvleg var det Kolding til at vise tænder, da Yao Dieudonne blev fundet helt fri på et indlæg, men Vejle-målmand Nathan Trott reddede flot.
De to hold gik til pause uden scoringer, målene skulle dog komme i anden halvleg.
Efter en times spil kunne hjemvendte German Onugkha nemlig sætte sidste fod på en flot omstilling, da han gjorde det til 1-0 for Vejle.
Otte minutter senere blev den føring fordoblet, og denne gang var Andreas Bredahl manden bag scoringen. Bredahl samlede en løs bold op og sparkede den koldblodigt i mål.
Mod slutningen af opgøret var der chancer i begge ender, men der blev ikke scoret yderligere, derfor vandt Vejle 2-0 ude mod Kolding.


Vejle Boldklub
Kolding IF





