Onsdag aften spiller Fremad Amager mod BK Viktoria i pokalen, og her kan Markus Bay nå sin kamp nummer 100 for Fremad Amager.
En præstation hovedpersonen selv er tilfreds med, men dog ikke skænker noget særligt fokus i sin bemærkning til Fremad Amagers hjemmeside forinden pokalkampen.
- Jeg har været på Ama'r i mere end tre år nu, og jeg har altid følt mig hjemme i klubbens omgivelser. Jeg husker ikke alle 99 kampe, men der har været nogle rigtig store kampe indimellem, som huskes bedre end andre. Især pokalaftener i Sundby mod FCM og BIF var rigtig stort.
- Jeg fokuserer ikke på, hvornår kamp nr. 100 kommer, men har fuldt fokus på at vende skuden med resten af truppen og trænerstaben. Vi skal vise fansene, at vi vil mere, end det vi har vist indtil nu.
Artiklen fortsætter efter billedet

Pokalkampen kommer ovenpå en start i 1. division med tre nederlag i tre kampe.
For den tidligere Ajax-ungdomsspiller handler det altså mere om at få vendt den dårlige start på sæsonen, end hvorvidt han får kamp nummer 100 her.
- Det er frustrerende at tabe fodboldkampe og mere frustrerende at tabe kampe med ringe præstationer. Vi har været inde i dårlige perioder før, og vi er nødt til at stille os forrest alle mand og kæmpe os igennem en svær periode som nu.
- Frustrationen skal vi bruge til at vende den dårlige stime, og det skal ske fra i aften. Vi har en kamp senere i dag, hvor vi skal ud og dominere spillet på banen. Det kan ikke blive mere simpelt.
Kampen mellem BK Viktoria og Fremad Amager afvikles klokken 18.00 tirsdag aften og kan ses i Fælledparken. Der vil være gratis entré for op til 500 tilskuere.

Fremad Amager
Oddset Pokalen







