FCM-talent til Bayern: Serie 2-klub er ellevild
Foto: Bayern München
2022-02-23 13:41:00
Foto: Bayern München

FCM-talent til Bayern: Serie 2-klub er ellevild

Til sommer skifter Jonathan Asp fra FC Midtjylland til Bayern München, men Asp har en fortid i Serie 2-klubben Gauerslund IF, og klubben jubler over skiftet.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce

Til sommer venter der en kæmpe oplevelse for 16-årige Jonathan Asp.

Han er nemlig blevet solgt fra FC Midtjylland til storklubben Bayern München, og der kan vente en lys fremtid for midtbanespilleren.

Inden Asp skiftede til FC Midtjylland, var den unge midtbanespiller en del af samarbejdsklubben Gauerslund IF, hvis bedste hold huserer i Serie 2. Asp skiftede væk fra serieklubben som U12-spiller.

LigaBold.dk har interviewet bestyrelsesmedlem i Gauerslund IF Torben Øllegaard om Asps skifte til Bayern München, og klubben er henrykt over salget.

- Det har vi det fantastisk med. Det er fedt. Han går jo på skole i Gauerslund, og hans klassekammerater er vores spillere. Ham og faren kommer tit ned på vores kunstgræsbaner og træner, og det har han gjort i mange år. Det er en, som vi møder og snakker med. Det er fedt. Han er en fantastisk dreng. Han har givet et godt og positivt indtryk, siger Torben Øllegaard til LigaBold.dk.

Betyder meget

Bestyrelsesmedlemmet siger, at talentfulde Jonathan Asp er et forbillede for de unge fodboldspillere i Gauerslund IF, der er beliggende i den sydøstlige del af Vejle Kommune, og klubben håber, at Asp går en stor fodboldfremtid i møde.

- Vi er fantastisk glade for det. Det er en lokal, som vi ser i bybilledet lige nu, og som pludselig får fantastiske muligheder. Det er noget, som vi har kunnet bakke ham op i og heppe på ham. Det er fedt. Jeg håber bare, at det går ham godt.

Er han en slags rollemodel for de unge spillere i klubben?

- Ja, præcis. Vi er jo et vækstområde. Det gør, at vi som klub har vokset medlemsmæssigt utrolig meget de seneste ti år. Vi har mange spillere, og vores kunstgræsbane er i den grad i brug hele tiden, og de synes, at det er sjovt at spille fodbold.

- Nu har vi én at kigge lidt op til og få motivation fra. Det gør det kun endnu sjovere. Vi vil gerne være en god klub, hvor det er sjovt at komme.

Øllegaard beskriver Asp som en utrolig arbejdsom spiller, der er rigtig dygtig, imødekommende og dedikeret. Når Asp kommer på besøg i Gauerslund, så er midtbanespilleren altid meget interesseret.

I Serie 2-klubben er det vigtigt, at alle fodboldspillere har det sjovt. Når man har det sjovt, udvikler den enkelte sig også, siger bestyrelsesmedlemmet.

- Vi har en lidt gammeldags tilgang til det med, at det skal være sjovt at komme, for så kommer man også næste gang, og så er man med til at udvikle sine holdkammerater, og så hjælper vi med at gøre det bedre og sjovere, og det er uanset, om man kommer, fordi kammeraterne kommer, eller fordi man vil lidt mere som Jonathan (Jonathan Asp, red.) og spille på lidt større adresser. 

- Der er også andre muligheder. Man skal noget spillerudvikling og samtidig have det sjovt. Det skal være fedt at spille fodbold, siger Torben Øllegaard til LigaBold.dk.

Jonathan Asp har også fået kampe for det danske U16-landshold, hvor det er blevet til hele tre mål i fire kampe.

Artiklen er bragt i samarbejde med LigaBold.dk.

Annonce
Annonce

Del dine tanker...

Vi vil gerne høre din mening! Del dine synspunkter med os og de andre bold-læsere og bliv en del af debatten.

Start debatten