Egyptens landstræner raser mod Samuel Eto'o, der har medvirket i en video, hvor han forsøger at opildne de camerounske fodboldfans forud for torsdagens semifinale ved de afrikanske mesterskaber.
- Forbered jer selv, for det her bliver en krig, har Eto'o udtalt i videoen.
Udtalelserne falder i kølvandet på de tragiske scener, hvor otte mennesker døde, da de forsøgte at trænge ind på Olembe Stadium uden billet ved de afrikanske mesterskaber.
Urolighederne fandt sted, da Cameroun besejrede Comorerne i ottendedelsfinalerne.
- Han (Eto'o, red.) må have glemt, at camerounere døde ved stadion for få dage siden, siger Queiroz på et pressemøde forud for semifinalen.
Artiklen fortsætter efter billedet

Ifølge den egyptiske træner skaber udtalelserne et forkert signal, da fodbolden skal forbindes med glæde frem for krig.
- Det er en uheldig kommentar. Fodbold handler ikke om krig, det handler om glæde og fejring.
- Det er en utrolig dårlig besked at sende til den camerounske befolkning, lyder det fra Queiroz.
Semifinalen mellem Egypten og Cameroun finder sted torsdag aften klokken 20.00 dansk tid.

Cameroun
Egypten









