




Der var afgørelse på nedrykningsplayoff i Ligue 1 og Ligue 2 søndag aften, hvor Metz og St. Etienne mødtes i returkampen fra sidste uge.
Første kamp havde Ligue 2-klubben fra St. Etienne vundet med 2-1, og de sydfranske udfordrere gik ind til udekampen med den bedste hånd.
Den hånd blev bestemt ikke dårligere af, at Metz' Pape Dallo fik en direkte badebillet efter bare seks minutters spil, da den 19-årige angriber lavede en høj og grim stempling.
Ryggen mod muren for Metz, men sådan spillede klubben, der akkurat havde sikret sig playoffpladsen på vild vis, ikke.
I stedet kom den nordøstfranske klub foran med 1-0 ved Lamine Camara, som dermed bragte balance i det samlede regnskab ved 2-2.
Artiklen fortsætter efter billedet

Otte minutter senere øgede Georges Mikautadze til 2-0 fra straffesparkspletten, og Metz havde pludselig et ben tilbage i Ligue 1.
St. Etiennes Leo Petrot ville det dog anderledes, og han kunne gøre det hele fuldkommen lige med sit mål til 2-1 - 3-3 samlet - ti minutter før pausen.
I anden halvleg fik Yvann Macon et mål annulleret for hånd på bolden, og kampen skulle ud i forlænget spilletid for at finde en vinder og endelig kvalificeret.
Efter 111 minutters spil med 10 mod 11 måtte Metz se indskiftede Ibrahima Wadji gøre det onde ved værterne, da han udlignede til 2-2 i det 117. minut og endegyldigt sikrede St. Etienne en sæson i Ligue 1 med 4-3 samlet.

Metz
Ligue 1
Ligue 2
Saint-Etienne







